En sejr.

Det var alt, hvad Danmark kunne bruge mod Holland. Ellers ville det være slut. Semifinalen ville endegyldigt være væk, og OL-drømmen ville blive slukket.

En stærk præstation af Toft krydret med færre fejl gjorde, at danskerne kunne tage en sejr på 27-24.

Nu venter der i den grad et brag mod Serbien onsdag.

Man kan ikke lade være at ærgre sig
Det lignede et deja-vu. Danmark kom godt fra start og førte med 10-5 over hollænderne, der havde svært ved at finde det helt gode spil frem. Lige så stille åd de sig ind i kampen, men i modsætning til kampen mod Norge trak danskerne fra igen. Blandt andet takket være en sprudlende Sandra Toft.

Danskerne rejste sig efter gårsdagens nedtur og bød hollænderne op til dans. I høj grad endda. Og man kan da ikke lade være med at sidde og ærgre sig - for havde Danmark spillet en tand klogere mod Norge, havde vi nok stået i en situation, hvor danskerne nu blot var en kamp for selv at kunne spille sig i semifinalen. En plads i top-7 vil dog også være godkendt.

Ordene må køre i hovedet
‘Godt taget!’. Ordene, der bliver råbt af speakeren, hver gang en målmand napper et skud. De ord må efterhånden køre rundt i hovedet på Sandra Toft, der endnu engang startede godt mod Holland. Hun har fået meget ros i løbet af slutrunden. og vi tager lige en tur mere.

For den danske målvogter har virkelig ramt et højt niveau, og hun har stået i vejen for rigtig, rigtig meget. Det er helt vanvittigt og i ren verdensklasse. Mod hollænderne var hun også her, der og allevegne.

Toft var tosset efter kampen mod Norge, fordi danskerne ikke formåede at vinde på trods af et stærkt forsvar. I dag kunne hun knytte næverne - både over holdet men også over sig selv.

OL-drømmen lever
Danmark gik på banen med et ekstra stort pres efter Serbiens sejr tidligere på dagen. En dansk sejr var påkrævet, hvis Danmark skulle holde liv i et af de helt store mål. En plads i næste års OL-kvalifikation.

Den plads lever med sejren over Holland, men det er ikke slut endnu. For danskerne skal også slå Serbien i den sidste kamp. Noget, der ikke bliver en let opgave.

Men kan Sandra Toft holde det niveau, hun har vist indtil videre, er det i hvert fald en rigtig god start. Hun må være skræmmende for modstanderne at stå overfor.