De danske håndboldherrer bøllebankede Tunesien lørdag aften i Boxen.

Her er tre ting, vi lærte af Danmarks storsejr.

Håndbold ER en jydesport!

Man driller tit håndbolden med, at det 'kun' er en jydesport. Men hvis det, vi oplevede i Boxen lørdag aften, var resultatet af en jydesport, så lad os da for hulen bare give den sport til Jylland!! Det var en stor oplevelse at være i hovedstadens Royal Arena i torsdags, men man kunne altså godt mærke, at håndbolden kom hjem lørdag. Atmosfæren i den firkantede arena på marken lidt uden for Herning var i absolut verdensklasse! Decibel-niveauet var til tider fuldstændig uforsvarligt! Samtlige håndflader og struber fra de 12.500 roligans blev gennem begge halvlege pint og plaget! Og Volbeats 'For evigt' blev sunget...for evigt. Balkan på Heden! Den stemning kan blive guld værd for Danmark!!

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Rasmus Lauge er en skarpladt Kalashnikov!

Det lyder så ofte, at det er Mikkel Hansen og Niklas Landin, der er de absolutte nøglespillere for det danske landshold. Men hey, skal vi ikke snart udvide det til en trio? For Danmark har i Rasmus Lauge et voldsomt stærkt kort. Alene i første halvleg bankede Flensburg-flækkeren syv kasser - på syv forsøg - ind bag den mere og mere opgivende tunesiske målmand. Og han får håndbold til at se ud som om, det er ligeså let som at kradse sig på næsen - om så det er hans signatur-fodfinte, hans underhånd eller hans skud fra disttancen. Fortsætter Lauge i det her humør, kan modstanderne godt argumentere for 'feje hold'!

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Vi tør næsten ikke sige det...

Det er særdeles farligt at begynde at snakke om guld efter et par kampe mod to af de blødere VM-modstandere. Men med det niveau, vi har set i de to første kampe, er det svært at komme uden om, at det allerede lugter af noget stort. Og er det ikke svært at pege på svagheder hos Nikolaj Jacobsens tropper? Niklas Landin står på mål, så franske digtere får lyst til at skrive smuk poesi. Kontraerne buldrer hen over halgulvet. René Toft og Henrik Møllgaard dækker op på et niveau, så modstanderne skal slide sig til blods for at komme til en fornuftig afslutning. Og i angrebet hygger Mikkel Hansen og Rasmus Lauge sig som to fritidsordningsdrenge i Legoland. Vi tør næsten ikke sige det, men det dufter altså allerede lidt her i Herning...

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere