Det er slut med håndboldkarrieren.

Efter 22 år som professionel har den tidligere landsholdsstjerne  Ann Grete Nørgaard spillet sin sidste kamp på topplan, og det fremkaldte alle følelserne for Silkeborg-Voel-fløjen.

Da den 38-årige profil fik vist videohilsner efter sejren over Horsens, kunne hun ikke holde følelserne tilbage mere.

»Jeg kunne ikke have drømt om en meget pænere afslutning på det hele. Kampen betød ikke det store, men det var svært nok i sig selv at gå ind og spille den. Det var dejligt at få en sejr og megadejligt at spille en god kamp foran et superfint publikum. Det er overvældende,« siger en grædende Ann Grete Nørgaard til TV2.

De fleste kan sikkert huske 'AG' som en spiller med følelserne helt uden på tøjet, så det overraskede ikke, at de også ville komme frem på denne dag.

Hun debuterede som 17-årig i ligaen og kom siden på landsholdet i 2007.

Det blev til hele 139 kampe og 549 mål, før hun spillede sin sidste kamp i rødt og hvidt i 2016. Dengang sluttede hun med seks mål.

I dagens opgør blev det til otte mål for Nørgaard, så hun slutter med manér.