EM-billetten var hjemme. Men et af dansk håndbolds største talenter sagde alligevel nej til landstræner Klavs Bruun Jørgensen forud for slutrunden i december.

Det fortæller 19-årige Mie Højlund selv i et interview med Jyllands-Posten.

»Jeg fik at vide, at jeg ville komme med til EM, men vi var i gang med studieretningsprojekt på handelsskolen, og jeg var mentalt presset og lidt stresset over situationen. Det var bare en periode, hvor det hele føltes ekstra tungt, og det er hårdt, når man er perfektionist og gerne vil gøre sit bedste på alle områder,« siger Mie Højlund til Jyllands-Posten.

Hun blev derfor ikke en af de 16 spillere i Klavs Bruun Jørgensens trup til EM i Sverige – selv om landstræneren endda tilbød det unge Randers-talent at få lektiehjælp og eneværelse undervejs i turneringen.

Afbuddet har dog ikke betydet, at døren til landsholdet nu er lukket.

»Klavs havde forståelse for min situation og forsikrede om, at jeg nok en anden gang skulle få chancen for at bevise, at jeg hører til på landsholdet,« siger Mie Højlund ifølge Jyllands-Posten.

Hvilket hun allerede har fået, da hun er med i truppen til de kommende kampe i Golden League, hvor Danmark spiller sådan her:

  • Frankrig-Danmark (torsdag, 16. marts)
  • Rusland-Danmark (lørdag, 18. marts)
  • Danmark-Norge (søndag 19. marts)

Klavs Bruun Jørgensen bekræfter i øvrigt over for Jyllands-Posten, at Mie Højlund stod til at få en plads EM-truppen sidste år. Her blev Danmark overraskende nummer fire ved slutrunden.