Danskerne er ikke i tvivl.
De rød-hvide håndboldfans ved nemlig godt, hvem de peger på, når de skal vurdere, hvem der er den bedste håndboldspiller af Mikkel Hansen og Mathias Gidsel.
For i B.T.s afstemning, hvor mere end 10.000 læsere har stemt, er det nemlig blevet til en overlegen sejr til sidstnævnte.
Verdens bedste håndboldspiller anno 2024 slår nemlig Mikkel Hansen med flere længder ifølge B.T.s læsere.
Over 5.500 har stemt på Mathias Gidsel som den bedste af de to – kun lidt under 700 har stemt på Mikkel Hansen.
Mere end 3.300 mener dog, at de to danske stjerner er lige gode, mens omkring 800 ikke har nogen mening om duellen.
Ifølge B.T.s håndboldkommentator, Johnny Wojciech Kokborg, kan Mikkel Hansen da også godt begynde at kigge sig over skulderen, hvis han ikke allerede gør det.
For Hansens rekorder i håndboldverdenen og på det danske landshold står nemlig for fald.
»Jeg har sagt det før under VM, og jeg gentager det gerne igen. Gidsel kommer til at smadre Mikkel Hansens rekorder,« vurderer Johnny Wojciech Kokborg.
Det danske herrelandshold vandt søndag aften VM-guld for fjerde gang i streg.
Mandag eftermiddag bliver de hyldet på Rådhuspladsen i København.
Du kan følge guldfejringen live på bt.dk.

