Lyt til artiklen

Danmark pillede pynten af den rumænske storskytte Cristina Neagu i onsdagens EM-brag, men hun var ikke specielt imponeret over danskerne.

Neagu scorede ellers blot tre gange på hele 13 skud, og det var en af grundene til, at det danske kvindelandshold onsdag kunne booke billet til EM-semifinalen efter en 21-17-sejr over Rumænien. Sandra Toft i det danske mål havde helt styr på afslutningerne, mens det danske forsvar stod perfekt.



Men Neagu mener alligevel, at det danske mandskab er et begrænset ét af slagsen. Det fortalte hun til den rumænske tv-station TVR efter kampen.

»De gjorde ikke noget særligt. De havde kun to spillere. Målmanden og venstre backen,« lød den umiddelbare forklaring fra storskytten overfor rumænsk TVR med henvisning til Sandra Toft i målet og Anne Mette Hansen, der blev dansk topscorer med ni mål, på venstre back.



»De har samlet en masse frustration, fordi vi slog dem to gange på hjemmebane sidste år. Sådan er sport, og vi har ikke noget andet valg end at erkende, at de var bedre,« sagde hun videre.

Den rumænske topspiller glæder sig dog over, at Rumænien er kvalificeret til VM og mener ikke, det har været et dårligt år for rumænsk kvindehåndbold. Ifølge hende nåede rumænerne længere, end man ville have troet inden slutrunden.

»Det er ærgerligt, vi ikke skal spille om medaljer. Men hvis vi tænker på, hvordan det så ud inden EM, tror jeg ikke, at nogen gav os chancer for at stå her. Vi kom med nogle skader, vi har ikke trænet ordentligt, men jeg gav alt, hvad jeg kunne,« lød det fra Neagu.

Mens Rumænien skal spille om 5-6-pladsen, skal Danmark spille EM-semifinale mod Holland på fredag. Og det er et opgør, vi dækker tæt her på BT.