De fleste odenseanere kender ham nok bedst i rollen som H.C. Andersen.

Men byens kendte performer, Torben Iversen, har – selvom det kan være svært at adskille ham fra rollen som den kendte forfatter – også andre kostumer i gang fra tid til anden.

December er i den forbindelse noget særligt. Her giver han den nemlig som nisse på Store Torv, og han er i det hele taget stor fan af julen.

Spørger man Torben Iversen, er der da også flere odenseanske juleoplevelser, man absolut ikke må gå glip af.

Foto: Andreas Bastiansen / Visit Odense
Vis mere

Som grundlægger af et af Odenses julemarkeder er det svært for Torben Iversen ikke at nævne netop den begivenhed som et oplagt besøgsmål for den odenseanske børnefamilie.

»Julemarkedet i H.C. Andersen-kvarteret er taget tilbage til den tid, H.C. Andersen levede i, og så optræder jeg også selv med H.C. Andersen-paraden med nogle af de mere julede eventyr som 'Grantræet' og 'Den lille pige med svovlstikkerne'.«

Foto: Odense Zoo
Vis mere

»Ja, det er en af de ideer, man gerne selv ville have fundet på,« siger Torben Iversen om juleforestillingen med 'Zoofus og Zofie' i Odense Zoo.

Den entreprenante odenseaner fortæller, at han helt sikkert skal forbi haven og se de mange lys, som i år pryder Odense Zoo. Foruden lysene og boderne fremhæver han størrelsen på projektet og så forestillingen med de to nisser, der skal på jagt i haven efter et forsvundet rensdyr.

Foto: Google Maps
Vis mere

Det er svært at komme uden om Torben Iversen, når man taler om juletraditioner i Odense, og derfor er nummer tre også en oplevelse, han selv indgår i. For i årtier er fynboer taget i Rosengårdcentret for at se juleforestillingen på Store Torv.

»Vi samler jo familien Fyn, og så handler det altid om, at de to små nisser Palle og Pylle er venner med den store, dumme nisse Pølle, som jeg jo spiller. Og det er noget, der kan få det yngre publikum til at grine. Og så er det også blevet mit fristed, fordi det er et af de eneste steder, jeg ikke har noget med H.C. Andersen at gøre,« siger Torben Iversen.

Foto: Johan Tobias Joensen / Visit Odense
Vis mere

En anden ting, som Iversen mener, odenseanerne ikke må gå glip af, når det er juletid i byen, er lysene. I år hænger de hele vejen over det skæringspunkt, hvor Thomas B. Thriges Gade i gamle dage skar centrum i to dele.

»Det er meget, meget smukt. Den der belyste julestemning, den er helt særlig. Den giver en virkelig god atmosfære. Det er noget, man skal opleve, også selvom det ikke lige er i det øjeblik, hvor lysene tændes.«

Arkivfoto.
Arkivfoto. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/ Ritzau Scanpix
Vis mere

Da Torben Iversens børn var små, var et af den kolde tids højdepunkter at hente juletræ i skoven.

Det skete i Hesbjergskoven, og sådan en tur er noget, den kendte odenseaner varmt anbefaler alle, der bor i køreafstand derfra. For foruden en hyggelig tur i skoven var der også et obligatorisk møde med 'julemanden'.

»Det var det bedste, mine børn vidste. Så skulle vi efter træfældningen op til julemanden og have varm kakao. Det var så hyggeligt, og så kan jeg også huske nogle sjove episoder, hvor jeg kom gående i mit civile tøj, og så stødte vi på ham, der var klædt ud i sådan et julemandssæt fra et supermarked, og så ville han råbe efter mig 'der kommer julemanden'. Det synes jeg, var meget morsomt,« siger Torben Iversen, som også selv har bestridt den ærefulde rolle.