Vinterferien er et oplagt tidspunkt at tage ud og udforske nogle af de mange restauranter, der ligger og lokker i Odense, og som hver især har noget forskelligt at byde på.

Der er masser at vælge mellem, men når det kommer til at spore sig ind på én af de mange, bliver det straks sværere.

Derfor har vi spurgt to kokke i byen, der i den grad har gjort sit indtog på madscenen i Odense, hvor de selv kan lide at spise – når de altså ikke står i deres egen allerede succesfulde restaurant Værdsat, der ligger på Kogensgade midt i Odense.

Og det er meget muligt, at du har set de to herrer før.

Køkkenchefen Malte Bjerring har nemlig medvirket i tv-programmet Hells Kitchen, mens restaurantchefen Benjamin Mosskov har arbejdet på flere fremtrædende restauranter i byen.

»Når nu der er fuldt booket på Værdsat, så findes der da andre steder, hvor man kan gå ud og spise godt,« siger Benjamin Mosskov med et smil.

1. Restaurant Vår

Foto: Amanda Kieler Andersen.
Foto: Amanda Kieler Andersen.
Vis mere

I Vintapperstræde ligger den lille restaurant, der er kendt som Vår. Her er der plads til kun 20 spisende gæster, og alt er økologisk.

»Det er den restaurant, jeg besøger oftest, hvis jeg kan,« fortæller Benjamin Mosskov og tilføjer med et smit:

»Det er selvfølgelig lidt åndssvagt at sidde og fremhæve nogle, der på en måde slås med os om de samme gæster til aften. Men in all fairness så er de gode, de udvikler sig, og de har et spændende koncept.«

 

2. Goma

Foto: Amanda Kieler Andersen.
Foto: Amanda Kieler Andersen.
Vis mere

Spørger man Malte Bjerring, hvilken restaurant han holder af at besøge i Odense, så nævner han først og fremmest Restaurant Goma.

Den traditionelle, japanske restaurant ligger da heller ikke langt fra deres egen restaurant på Kongensgade – kun små hundrede meter længere nede ad gaden.

»Det er altså bare virkelig lækkert,« siger Malte Bjerring med sikkerhed i stemmen.

 

3. Café Sølle

Foto: Google Streetview.
Foto: Google Streetview.
Vis mere

Men hvis du ikke er til mange serveringer på Vår og heller ikke er til japansk mad på Goma, så har de to kokke endnu en anbefaling i ærmet, der måske kunne friste dig i stedet.

Nemlig Café Sølle, der ligger på Nedergade.

»Jeg kan rigtig godt lide at komme ned og få lidt orangevin og en kanelsnurrer og også min morgenkaffe« fortæller Malte Bjerring.

 

4. I Pupi Siciliani

Foto: Amanda Kieler Andersen.
Foto: Amanda Kieler Andersen.
Vis mere

Er du mere til lækker mad fra varmere himmelstrøg, så er der også råd at hente hos de to kokke – der er de nemlig enige om, at man bør rette blikket mod I Pupi Siciliani, der ligger på Vindegade.

»Det er vanvittigt lækkert,« fortæller Benjamin Mosskov og fortsætter:

»Faktisk så har vi det med at sende kunder hen til hinanden, hvis de er gået forgæves hos en af os. Det er sgu meget fedt.«

 

5. Burger Anarchy

Foto: Amanda Kieler Andersen.
Foto: Amanda Kieler Andersen.
Vis mere

Og når du så har spist flere retter, du har nydt klassik, japansk mad, du har fået stillet din pasta-sult, og du har taget en kaffe på Café Sølle, hvad skal du så?

Ja, for Malte Bjerring er det ikke et svært spørgsmål at svare på. For efter al den mad må det da være tid til en burger. Og den får man bedst på Burger Anarchy.

»Jeg kan rigtig godt lide at få min burger der. Han er virkelig god, ham Darren,« siger Malte Bjerring.