Er du på vej til festival, har du formentlig styr på både vådservietter, håndsprit og vigtigst af alt: solbrillerne, der kan redde selv det mest tømmermandsramte ansigt.

Men der er ting, det er praktisk at have med. Og så er der ting, du ikke kan undvære.

Vil du gerne bevare bare lidt af din daglige skønhedsrutine – trods mudder, tissesøer og et alt for varmt telt – får du her de nemmeste og mest hygiejniske skønhedsstips.

LÆS OGSÅ: Hudlæge kommer med ét konkret (og virkelig let) tip til, hvordan du sikrer, at din solcreme beskytter hele dagen

Så her de ting ti ting, du ikke kan undvære på festival:

Fugtende vådservietter
Selv på festival er det en god idé at huske den daglige rens, særligt fordi du om dagen sikkert både har svedt og har masser af solcreme og skidt i ansigtet, som skal renses af.

Med renseservietter – frem for andre renseprodukter – bliver det lidt lettere at holde huden ren og velplejet.

Afkølende hjælper
Kan du ikke undvære vand i ansigtet, er en mini thermalkildevand på spray den nemmeste måde at vaske ansigtet – helt uden at du behøver forlade din lejr.

Det plejende kildevand kan desuden også bruges til at afkøle og dæmpe en rødmende og varm hud inde på festivalpladsen.

Fugtgivende creme
Selvom hygiejnen ofte holdes på et minimum under en festival, er det en god idé at give huden daglig fugt.

Vælg en creme med pumpedispenser, så du ikke behøver at stikke dine bakteriefyldte fingre direkte ned i cremen – så kan den også bruges, når du er hjemme igen.

Praktisk solcreme
Det er vigtigt at beskytte den sarte ansigtshud mod solens skadelige stråler – særligt når du er udenfor døgnet rundt.

Vælger du en solbeskyttelse på spray, ødelægger den ikke makeuppen, og du slipper samtidig for at skulle røre ansigtet med dine beskidte fingre.

Vælg gerne en i taske-størrelse, så du kan have den på dig hele tiden.

Oliefri makeup

Vil du dække de lettere rødmossede kinder, som mange får efter et par dage uden søvn og for mange våde varer, så brug en mineralfoundation eller en pudder.

Den faste makeup vil ikke udvikle nær så mange bakterier, som den flydende foundation vil efter en uge i et kogende telt.

Ligeledes vil en pudder eller en mineralfoundation ikke tilstoppe porerne i samme grad som den flydende og olieholdige makeup, og den vil derfor holde din hud renere og pænere under hele festivalen.

Concealer
Du kan komme rigtig langt med en concealer, som både frisker de mørke øjenområder op samt dækker den røde næse og dine urenheder.

Smukke naturlige vipper
Med en vippebukker, som buer og løfter vipperne, kan du lynhurtigt friske ansigtet op – og så behøver du nærmest ikke mascara.

Budgetvenlig mascara
Kan du ikke undvære mascara, så vælg en prisvenlig variant, som kan smides ud efterfølgende.

Den mængde af bakterier, der kommer på mascaraen i løbet af en uge på festival, skal nemlig ikke i nærheden af øjnene, når du er hjemme igen.

Vælger du en vandfast variant, undgår du også sorte pandaøjne efter regn, sved eller glædestårer.

Læbepomade med SPF
Husk en god læbepomade med solfaktor, som både kan beskytte og fugte tørre læber, give kindbenene shine og pleje en eventuelt solskoldet næse.

Tørshampoo
Står hårvask ikke øverst på to do-listen, når du er på festival, så er tørshampoo din bedste ven!

Husk derfor at pakke en mini-variant, du kan bruge de morgener, hvor håret lige et blevet en tand fedtet.