ANMELDELSE: På en af Københavns dyreste adresser, Papirøen, er der både høje priser, høj musik og alt for mange fluer.

KANT. Det lyder farligt , men det er det ikke.

Hos KANT får vi tykke pizzaer, økologisk cola og musik for fuld udblæsning.

Stedet er mere smart end kantet. Pænt, ufarligt og en smule kedeligt. 

Min medspiser er opvokset i Kalundborg. Det betyder, at han gennem et langt liv er blevet trænet i ikke at lade sig imponere unødigt. Det lykkes heller ikke her.

Til gengæld bliver vi blæst bagover af musikken. Der er skruet så højt op, at en ganske almindelig torsdag eftermiddag allerede er blevet til fredagsbar.

Her mangler en PowerPoint
Rå beton. Højt til loftet. Designermøbler. Industrielt look. Alt er så gennemtænkt, at man næsten savner noget, der ikke er det.

Her mangler det skramlede fra dengang industri betød mennesker i blå kedeldragter og ikke folk med MacBook, hæve-sænkebord og en kalender fuld af Teams-møder. Det havde charme.

Den slags charme, der opstår, før nogen får den idé at hyre et konsulentfirma til at lave en PowerPoint om stedets identitet.

Pizza på steroider
Hos KANT serverer man Detroit-style pizza. Det betyder en firkantet pizza med en bund på fire-fem centimeter. 

Det er ikke en pizza, man diskret folder sammen og spiser på vej til bussen. Vi bestiller White Mushroom og Pepperoni Slice.

White Mushroom har en virkelig sprød bund, og allerede her er vi langt væk fra den napolitanske motorvej, hvor pizzaerne helst skal være tynde og lette.

Svampene holder sig diskret i baggrunden, mens ricottaen leverer fedmen, og de karamelliserede løg trækker pizzaen i en sød og lettere snasket retning. Løgene er faktisk det bedste ved den.

Pepperoni Slice har mere bid. Den røgede, krydrede pølse fungerer godt. Tomatsaucen holder den massive ostesmag nogenlunde inden for færdselsloven.

Der er fire oste på pizzaen, men de er smeltet sammen til én stor ostealliance. Det er svært at afgøre, hvor den ene begynder, og den anden slutter. White Mushroom vinder vores interne mesterskab.

Fluerne har også bestilt bord
Jeg bestiller en økologisk Kølster Cola BRUS. Det er sikkert politisk korrekt, bæredygtigt og fremstillet med respekt for både klimaet og producentens gode samvittighed. Men jeg ville nu hellere have haft en Pepsi Max.

Min medspiser, der som nævnt har sine rødder i Kalundborg, kommer med dagens mest præcise analyse:

»Der var lige så mange fluer som i en kostald i udkanten af Kalundborg.«

Det er svært at være uenig.

Tommel op
Fremragende beliggenhed, flot servering og en virkelig sprød pizzabund.

Tommel ned
Højt prisniveau, alt for høj musik og alt for mange fluer.

Vi fik
White Mushroom og Pepperoni Slice
Kølster COLA BRUS

KANT – Detroit Style Pizza
Papirøen 53
1436 København