Øjenlæge: Det her bør du gøre hver 20. minut foran skærmen
Hvis dine øjne føles tørre, trætte eller slørede efter mange timers skærmtid, kan en helt enkel vane være værd at indføre.

Hvis dine øjne føles tørre, trætte eller slørede efter mange timers skærmtid, kan en helt enkel vane være værd at indføre.

Du kender det måske, hvis du har siddet længe foran en skærm.
Øjnene kan føles tørre, og synet kan blive mere sløret, når du forsøger at blinke tørheden væk.
Mange timer foran en skærm kan give gener som tørre, trætte øjne og midlertidigt sløret syn.
For mange af os går direkte fra computerskærm på arbejdet til telefonen eller fjernsynet derhjemme.
»Øjnene får altså sjældent en egentlig pause. Det er hårdt for øjnene og kan give tørre øjne,« lyder det i en pressemeddelelse fra Amardeep Singh, der er medicinsk ansvarlig øjenlæge hos Memira.
Hos øjenlægerne Memira har de oplevet flere patienter, der henvender sig med gener fra tørre øjne.
»Vi ser betydeligt flere patienter, der beskriver en gruset fornemmelse i øjnene samt tåreflåd ved selv let vindpåvirkning. Det er typiske tegn på tørre øjne.«
»Mange patienter tror indledningsvist, at symptomerne skyldes allergi, men vores udstrakte brug af skærm i løbet af dagen kan i høj grad også være årsagen,« siger Amardeep Singh.
Giv øjnene de rigtige pauser
Det anbefales af Sundhedsstyrelsen, at voksne har et skærmforbrug på tre timer dagligt i deres fritid.
Den gennemsnitlige dansker bruger mellem fire og fem timer dagligt, og har man et arbejde foran en computer, er det ikke usædvanligt at nå op på omkring ti timers skærmtid dagligt. Og det påvirker altså øjnene.
Men man kan selv gøre noget for at aflaste øjnene i løbet af dagen.
»Vi bliver nødt til at indrette vores skærmvaner, så vi passer bedre på øjnene. I den sammenhæng er 20-20-20-reglen et nyttigt redskab: Hvert tyvende minut holder man en pause på tyve sekunder, hvor man fokuserer på noget cirka 20 fod – svarende til omtrent seks meter – væk. Det giver øjnene hvile og kan reducere følelsen af tørhed,« siger Amardeep Singh.
Behandling af tørre øjne
Hvis det dog ikke er nok med pauser og justering af skærmvaner, så kan man behandle tørre øjne med andre midler.
Øjenlæge Amardeep Singh er blandt andet med til at vurdere, om der er behov for ekstra hjælpemidler til øjnene.
»For nogle patienter kan symptomerne lindres med øjendråber, der anvendes efter behov, mens andre har gavn af en salve, der påføres eksempelvis ved sengetid.«
Er det ikke nok, så kan det skyldes tilstoppede fedtkirtler i øjenlågene.
»Producerer kirtlerne ikke tilstrækkeligt fedtstof af god kvalitet, kan øjet ikke opretholde en tilstrækkelig fugtig tårefilm, hvilket medfører tørhed. I disse tilfælde kan kirtlerne stimuleres med lysbehandling – en løsning, der vurderes individuelt afhængigt af tørhedens sværhedsgrad,« lyder det fra Amardeep Singh.
Artiklen er oprindeligt udgivet på Woman.dk, hvor du også finder indhold fra Bolig Magasinet, Costume og Magasinet Liv