Sommeren er langt fra slut, og måske betyder det lange dage på stranden eller en afslappende stund i sommerhuset med en god bog. 

Her er Womans anbefalinger til medrivende kvindefortællinger.

Når Den grimme ælling går lige i hjertet, er det nok fordi følelsen af at være grim og utilstrækkelig lå H.C. Andersen meget nær.

For selvom mange bøger er pakket ind i et fiktivt univers, så er de bedste historier nok altid dem, der er oplevet på egen krop - det rammer os.

LÆS OGSÅ: 12 bøger, der er så spicy, at de kan gøre selv en halvlunken strandtur hed!

Oline, der er Womans oversætter, litteraturstuderende og uddannet fra den svenske forfatterskole, ved fra sine mange års arbejde i boghandlere, at de bøger, der skilter med at handle om "virkelige hændelser", sælger som varmt brød.

Næsten alle bøgerne på denne liste er fiktive, men det kræver ingen detektiv at gennemskue, at forfatterne skriver ud fra egen erfaring.

LÆS OGSÅ: Boghandel starter læsekredsen 'Mænd, der læser kvinder'

Min kim af Eva Tind
Forfatteren er adopteret fra Sydkorea, og i flyet til Danmark var også 10 andre børn. Heriblandt Min Kim, der i Danmark får navnet Gull-Mai. Hende bliver forfatteren venner med. 

Som teenagere mister de kontakten, men da de genoptager den 30 år senere, overvældes Eva af fortællingen om Gull-Mais voldsomme opvækst i Danmark.

Bogen beskriver oplevelsen af at blive fjernet fra familie og hjemland, og hvordan kvinderne selv tager kontrol over deres respektive identitet og fortælling.

Den anden datter af Annie Ernaux
I en sommerferie som barn overhører Annie sin mor fortælle en nabo om Annies storesøster, der døde seks år gammel. Moren fortæller, at de ikke har villet gøre Annie ked af det, så de har holdt det hemmeligt, men hun får også nævnt, at storesøsteren “var meget sødere” end Annie.

Hemmeligheden om søsteren bliver aldrig nævnt igen, men Annie stykker fortællingen sammen ud fra de puslespilsbrikker, hun finder: fotos, en skoletaske og en barneseng i rosentræ. Bogen er en rørende kærlighedshistorie til den søster, forfatteren aldrig lærte at kende.

Alle Ernaux’ bøger er bevægende historier skrevet ud fra hendes eget liv. Hvis du falder for hendes forfatterskab, kan du bare tage hendes bøger fra en ende af. På redaktionen anbefaler vi også Hændelsen, der handler om forfatterens illegale abort i 1960’ernes Frankrig.

Pukkelrygget af Sao Ichikawa
På redaktionen glæder vi os MEGA meget til denne bog, der først udkommer i august! Den handler om en kvinde med muskelsvind, der skriver erotiske noveller på nettet. Da en plejer fra hendes bosted en dag tilbyder sin hjælp til at udleve disse fantasier, tager hendes historie en pludselig vending.

Bogen er ikke autofiktion som sådan, men eftersom forfatteren selv lider af muskelsvind og startede sin karriere med at skrive Young Adult-litteratur, kan man forestille sig, at forfatteren trækker på levet erfaring.

Tænk ikke på mig af Vilma Sandnes Johansson
Da Vilma er 13 år, får hendes mor uhelbredelig kræft, og Vilma bruger alle sine ungdomsår på at sørge over moren, der endnu ikke er død. Bare fordi ens mor er syg, bliver man ikke skånet for problemer med vennerne og hjertesorger, og Vilma har så fint et blik for alle ungdomslivets skønne og svære øjeblikke.

Bogen vandt i 2023 Blixenprisen for årets ungdomsbog og Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomsbøger. Heldigvis for os er Vilma siden startet på Manuskriptskolen for børnefiktion, så vi venter os mange flere bøger fra hende i fremtiden!

Elven af Rosa Liksom
Under 2. Verdenskrig føres titusindvis af mennesker på flugt i det nordligste Finland på flugt. Midt i krigen står en ung pige, der leder efter sin mor i virvaret af dyr, mennesker og krigshærgede landskaber.

Forfatteren er selv samer født i Finland. Udover at romanen skildrer livet som flygtning (en forfærdelig kendsgerning, når man tænker på nutidens flygtningestrømme), så behandler bogen også et underbelyst kapitel i skandinavisk historie: traumatiske tvangsforflytninger af samere og de svenske flygtningelejre.

Du er min arv af Sidsel Ana Welden Gajardo
En datter opholder sig i sin afdøde fars lejlighed og forsøger at genkalde sig ham og sorgen: hun spiser hans rådne frugt og indånder den cigaretrøg, der stadig hænger i lejligheden.

Faren var torturoffer og politisk flygtning fra Chile, og romanen undersøger, hvordan traumer kan vandre på tværs af generationer. Bogen er skrevet i korte tekststykker – alle sammen blændende smukke.

Den, der lever stille af Leonora Christina Skov
Som barn higer forfatteren efter sine forældres kærlighed uden at få meget igen. Da hun i tyverne springer ud som lesbisk, slår forældrene hånden af hende, og da moren senere får brystkræft, får hun, datteren, skylden for det – de har nemlig skabt en fortælling om, at chokket over hendes homoseksualitet, var det, der gjorde moren syg.

På trods af de sørgelige og tabuiserede emner, er det også en livsbekræftende roman om at tro på sig selv og tro på kærligheden.

Motherlode af Christine Kærulv
Dette er en digtsamling, men bliv ikke afskrækket, hvis ikke du holder af at læse digte ellers! Bogen her er lige så meget til dig, der elsker en medrivende roman!

En pige vokser op med sin lillebror på en svinefarm ved Gudenåen, hvor moren er psykisk voldelig. I flugten fra de verbale overfusninger og tis i bukserne, flygter datteren ind i computerspillet The Sims, hvor hun bygger sin egen selvvalgte familie og med snydekoden “Motherlode” bliver mega rig i sims-penge.

Alt må vige for natten af Delphine de Vigan
Denne bog har efterhånden en del år på bagen, men jeg genlæste den for nylig og tænker, at den fortjener at blive fremhævet igen! Der går nemlig mange år imellem, at så smukke og helstøbte familiekrøniker udkommer.

I 2008 begår forfatterens mor selvmord. Bogen er et kærligt og intimt portræt af denne mor og et forsøg på at forstå hendes frygtelige livsfortælling med børnebegravelser og psykisk sygdom.

Vi kan godt love, at du ikke kan slippe disse bøger, når først du er gået i gang.