Bedste bøfsandwich i år: 'Ingredienserne spiller hinanden gode'


ANMELDELSE: En bøfsandwich uden brun sovs, ketchup, sennep eller remoulade? Det lyder som en kulinarisk forbrydelse.
Men i en lille grillbar i Aarhus har man gjort op med den danske klassiker. For 149 kroner får man dansk kalvekød, økologisk brød og så meget hjemmelavet tilbehør, at man næsten forventer at få udleveret kalvens stamtavle. Men smager det også godt?
»Den er på min liste,« siger min medspiser, da vi når frem til Brødrenes Original.
Det forstår jeg godt. Det er en af de bedste bøfsandwich, jeg har fået i år. Punktum.
Et landbrugspolitisk manifest
Brødrenes Original har genbesøgt en stribe klassiske grillretter. Jeg havde egentlig kig på en flæskestegssandwich, men min medspiser kommer fra Aalborg og insisterer på oksekød.
I vinduet hænger flere hædersbevisninger. Blandt andet kårede Aarhus Stiftstidende stedet til byens bedste burger i 2023. Men gamle diplomer mætter sjældent.
Her er ikke tale om en almindelig bøfsandwich. Det er nærmest et landbrugspolitisk manifest serveret i en økologisk durumbolle.
Bollen er dansk og økologisk. Mayonnaisen er hjemmerørt, og hakkebøffen stammer fra danske, fritgående kalve, der formentlig har haft en bedre barndom end de fleste franske gymnasieelever.

Kødet bestemmer
Der er en kraftig og gennemtrængende kødsmag. Og det er afgørende. I en god bøfsandwich skal kødet være hovedpersonen.
Her er det kødet, der bestemmer. De bløde løg tilfører sødme, de syltede grøntsager giver syre og mayonnaisen binder det hele sammen.
Ingredienserne spiller hinanden gode. Helheden smager bedre end summen af delene. Det er sjældnere, end man skulle tro.
Det eneste, der mangler, er et billede af kalven og en redegørelse for dens sidste lykkelige dag på græs.

Løgene er oven i købet øl-karamelliserede. Det lyder som noget, der kræver både en brygmester og en diplomuddannelse.
Øllet kan jeg nu ikke smage. Heldigvis. Jeg bryder mig ikke om det gærede produkt.
Dertil kommer ristede løg og hjemmesyltede rødbeder og agurker. Ikke de sædvanlige triste grøntsager direkte fra et glas.
Først bagefter opdager jeg, at jeg slet ikke har savnet den brune sovs.

Fritter fra fryseren
For 149 kroner får man også fritter, Pepsi Max og en hjemmerørt dip. Vi vælger bearnaisemayo. Den er glimrende.
Fritterne beskrives som grove. Det er de ikke. Det er almindelige fritter, der tilsyneladende kommer fra bunden af fryseren.
Til gengæld er de ikke voldsomt saltede. Det er ellers lidt af en aarhusiansk specialitet. De er udmærkede, men står ikke mål med bøfsandwichen.
Anders And i frituregryden
Indretningen er et kapitel for sig. Væggene er dekoreret med tegneserier, så man nærmest træder ind i et Anders And-blad med frituregryde.
Man er i tvivl om, hvorvidt man befinder sig i en grillbar eller i venteværelset hos en tandlæge med speciale i børn under 12 år.
Her er ingen nordisk minimalisme eller arkitekter, der har taget 2.000 kroner i timen for at vælge den rigtige nuance af grå. Til gengæld er der kulørte figurer og slidte menukort.
Men vi er kommet for bøfsandwichen. Og den er så god, at jeg helt glemmer både brun sovs, sennep, ketchup og remoulade. Det havde jeg ikke troet muligt.
Tommel op: Fremragende bøfsandwich med kraftig kødsmag, vellykket tilbehør og god bearnaisemayo.
Tommel ned: Ordinære fritter, der ikke matcher bøfsandwichen.
Vi fik
Bøfsandwich, fritter, bearnaisemayo og Pepsi Max.
Pris: 149 kroner.
Brødrenes Original
Borggade 12B
8000 Aarhus C