Lucas Bjerregaard fik blæsten at mærke og åbnede Made in Denmark med en lidt frustrerende runde i par.

Danmarks i øjeblikket bedste golfspiller, Lucas Bjerregaard, blev flere gange drillet af vinden på førstedagen af Made in Denmark.

Det danske hjemmebanehåb endte første runde i 71 slag og dermed par.

Undervejs havde Bjerregaard kurs mod en langt bedre score, da han var tre under par efter de første syv huller. Men så ramlede danskeren ind i vejrproblemer.

- Det er frustrerende kun at skyde par, for jeg synes, at jeg spillede bedre end det.

- Men det er det, der kan ske med det vejr. Skyder man bare lidt ved siden af, så gør vinden det værre, siger Lucas Bjerregaard.

Blæsevejret gjorde det indimellem svært for danskeren at putte, når først han havde skudt sig ind på green.

- Det var svært selv at putte derude, synes jeg. På nogle af de greens, der ligger højt og ubeskyttet, skal man tage højde for vinden, siger han.

Lucas Bjerregaard føler ikke, at han skal ud og ændre det store, når han fredag tager hul på anden runde.

Nordjyden vil dog gerne gøre det lidt bedre med sine wedge-køller, der typisk bruges, når golfspillerne skal spille kort og samtidig løfte bolden.

- Jeg skal forhåbentlig ud at lave en noget bedre score. Mine wedges er måske ikke så skarpe, som de burde være, men jeg skal ikke lave det store om til i morgen, siger Bjerregaard.

- Det meste af dagen var det ok. Det jeg har arbejdet på den seneste uge, var ok, og så var der noget andet, der svigtede lidt, siger han.

Klokken 14.30 er flere af deltagerne i Made in Denmark fortsat i gang. Bjerregaards runde i par rækker til en foreløbig placering som nummer 49, men det kan både gå op eller ned senere på dagen.

/ritzau/