Efter opturen ved WGC Matchplay kom golfspilleren ned på jorden igen med en skidt indledning på Texas Open.

For en lille uges tid siden slog den danske golfspiller Lucas Bjerregaard selveste Tiger Woods og nåede semifinalen ved WGC Matchplay.

Natten til fredag dansk tid var der noget mindre at glæde sig over for nordjyden, der kom skidt fra land ved PGA Tour-turneringen Texas Open.

Hul 4 blev en kostbar fornøjelse for Bjerregaard, som indkasserede en triplebogey, og de tre slag over par endte med at blive hans score efter de 18 huller.

Det placerer ham langt tilbage i stillingen, hvor han er delt nummer 131. Der er ikke andre danskere med i turneringen, som føres af sydkoreaneren Si Woo Kim i seks slag under par efter første runde.

Lucas Bjerregaard startede på hul 10, og allerede på det efterfølgende hul måtte han notere en bogey. Hul 14 gav en birdie, men halvvejs var han alligevel i et slag over par efter endnu en bogey på hul 18.

Hul 4 blev som nævnt et mareridtshul for Bjerregaard, som dog kunne glæde sig over at slutte dagen med en birdie på sidste hul.

Anden runde spilles natten til lørdag dansk tid, og der skal nogle danske birdies til, hvis Bjerregaard skal klare cuttet og få adgang til de to finalerunder i weekenden.

Ved WGC Matchplay endte han på en fjerdeplads efter at have tabt bronzedysten. Alligevel kunne han stikke en præmiecheck på 3,8 millioner kroner i lommen for præstationen.

/ritzau/