Både Benjamin Poke og Rasmus Højgaard sikrede sig kort til European Tour via Q-School i Spanien.

Danmark har fået yderligere to repræsentanter på European Tour i golf i skikkelser af Benjamin Poke og Rasmus Højgaard.

Det er en kendsgerning, efter at sidste runde på den såkaldte Q-School blev spillet onsdag.

Benjamin Poke startede runden som bedste spiller af alle, og den status holdt han suverænt fast i på sjette og sidste runde, hvor han ligefrem udbyggede sit forspring.

- Jeg kunne ikke rigtig spise noget i morges, og det var også svært for mig at spise noget på banen, både i går og i dag. Men nu er det verdens bedste dag, siger han til Dansk Golf Unions hjemmeside.

Runden gik han i syv slag under par og nåede dermed en total på 25 slag under par. Nummer to var samlet 19 slag under par.

Rasmus Højgaard sluttede på en delt femteplads i samlet 16 slag under par for de seks runder. Den sidste gik han i fem slag under par.

- Det har været en drøm hele tiden. Det er skide fedt, at det allerede nu kan realiseres, siger Rasmus Højgaard ifølge golf.dk om Tour-kortet.

- Jeg tror, jeg skal have noget mad, hvis jeg kan få noget ned. Det ved jeg sgu ikke lige, om jeg kan.

De 25 bedste spillere i Final Qualifying Stage får adgang til European Tour i næste sæson.

Nicolai Højgaard var den sidste deltagende dansker i den absolut sidste runde, men han måtte nøjes med en samlet 51.-plads i syv slag under par.

Danmark er nu sikret otte spillere på European Tour i 2020. Foruden Poke og Højgaard drejer det sig om Thomas Bjørn, Thorbjørn Olesen, Søren Kjeldsen, Lucas Bjerregaard, Joachim B. Hansen og Jeff Winther.

Olesen er dog i øjeblikket suspenderet af European Tour, mens en sag om hans opførsel på en flyvetur behandles i det britiske retssystem.

/ritzau/