Thorbjørn Olesen og John Axelsen er begge i top 10 efter førstedagen af golfturneringen Made in Himmerland.

Danmarks største golfturnering, Made in Himmerland, blev torsdag sat i gang, og førstedagen bød på flere danske lyspunkter.

Seks danske spillere er blandt de 40 bedste, og både Thorbjørn Olesen og John Axelsen blander sig begge i top 10, efter alle 156 spillere er kommet i klubhuset.

Både Olesen og Axelsen ligger i tre slag under par efter førstedagen, og det er nok til en delt 10.-plads.

Olesen har ellers afdæmpede forventninger til sig selv efter en periode uden mange turneringer.

- Jeg føler egentlig ikke, at jeg lægger pres på mig selv i øjeblikket, fordi jeg ikke rigtigt har lagt tiden i det.

- Så jeg er utrolig tilfreds med at starte med en runde i tre under par i dag i de svære betingelser, siger Olesen med henvisning til en start på dagen, der blev præget af vejrmæssige forhold.

Fem spillere har brugt 66 slag og fører an i fem slag under par, og blandt dem er østrigeren Bernd Wiesberger, som er forsvarende vinder af Made in Himmerland.

Wiesberger vandt turneringen i 2019, inden den i 2020 blev aflyst på grund af corona.

I alt 16 danskere stiller til start, og 29-årige Lucas Bjerregaard så længe ud til, at han skulle blande sig helt fremme. Men efter tre bogeys på de tre sidste huller sluttede Bjerregaard i to slag under par.

Det rækker til en 21.-plads, som Bjerregaard deler med blandt andre Søren Kjeldsen, Martin Simonsen og Niklas Nørgaard Møller.

Made in Himmerland foregår fra torsdag til søndag, og præmiesummen er på 1,5 millioner euro svarende til godt 11 millioner dansker kroner.

Modsat tidligere udgaver af turneringen, der er en del af PGA European Tour, er der ingen tilskuere i år på grund af corona.

De deltagende spillere bliver coronatestet hver dag, og blot omkring 1280 sponsorerer og deres gæster får adgang til banen.

/ritzau/