Tiger Woods nævnes blandt favoritterne i majorturneringen US Masters. Fysikken har det "fantastisk".

Augusta. Rygproblemer har forhindret golflegenden Tiger Woods i at dyste om store golftitler de seneste år.

Nu er Woods tilbage, og tirsdag var han ét stort smil ved den traditionsrige middag for alle vinderne af den amerikanske majorturnering gennem tiden forud for første runde ved US Masters, der er hans første majordeltagelse siden 2015.

- Jeg har det virkelig godt. Jeg føler, at jeg har fået enderne til at mødes, siger Tiger Woods ifølge Reuters.

- Vi har arbejdet med, hvilke dele af kroppen der skulle være stærkere, og hvilke dele der skulle være mere smidige, og jeg har det fantastisk, siger han.

Tiger Woods, der hentede sin 14. og seneste majorsejr tilbage i 2008, nævnes hos bookmakerne som en af favoritterne til at vinde US Masters sammen med profiler som Dustin Johnson, Jordan Spieth, Justin Thomas og Rory McIlroy.

Historien om Tiger Woods har de seneste år ellers været en trist fortælling om tilbagevendende rygproblemer, der truede med at sætte en stopper for amerikanerens golfkarriere.

I maj sidste år blev Tiger Woods så også arresteret, da han var faldet i søvn bag rattet i sin bil, efter at han havde indtaget medicin.

Nedturen syntes uden ende, men siden comebacket i november sidste år ved invitationsturneringen Hero World Challenge har Tiger Woods haft en opadgående formkurve.

I marts blev han nummer to ved Valspar Championship på PGA Tour, og senere samme måned snuppede han en femteplads ved Arnold Palmer Invitational.

Dermed er der for alvor kommet gang i den Tigermania, der huserede i golfsporten i langt over et årti.

Senere kom skandalen om Tiger Woods' omfattende utroskab og den efterfølgende skilsmisse fra hustruen, Elin Nordegren, hvilket påbegyndte den nedtur, som de mange rygskader siden var med til at forlænge.

- Det har været en hård vej. Jeg har talt lidt om det, smerterne ved bare at sidde, og de gange, hvor jeg faldt, fordi mine ben ikke fungerede, eller hvor jeg måtte ligge ned på gulvet i lange perioder.

- Det var nogle virkelig mørke tider, siger Tiger Woods.

Nu er han imidlertid tilbage ved US Masters, hvor han i 1997 hentede sin første majorsejr, endda med et forspring på hele 12 slag til nærmeste forfølger.

/ritzau/