Tiger Woods går søndag ud i førerbolden og kan vinde US Masters. Han føler sig under pres før runden.

Golffænomenet Tiger Woods er med i topstriden inden sidste runde af årets første majorturnering, US Masters.

43-årige Woods ligger på en delt andenplads med to slag op til turneringens førende spiller, italieneren Francesco Molinari. Dermed står Woods med gode kort på hånden for at vinde sin første majorsejr siden US Open i 2008.

Han ved, at han vil spille under stor bevågenhed på Augusta National Golf Club søndag, men det er han vant til.

- Jeg føler altid, at jeg er under pres. Den dag, jeg ikke mærker det, stopper jeg med at spille golf, siger Tiger Woods ifølge AFP.

Statistikken taler imod, at Woods får sin femte sejr i US Masters og sin 15. majorsejr i alt. I sine hidtil 14 majorsejre har han nemlig også ført efter tre runder.

Siden Tiger Woods senest vandt en majorsejr, har han været igennem en nedtur i både privatlivet og på golfbanen. Oveni en skilsmisse er han blandt andet blevet opereret fire gange i ryggen og enkelt gang i knæet som følge af smerter.

Siden han sidste år fik comeback, har han mærket fremgang fysisk og spillemæssigt, og det får ham til at tro på, at den næste majorsejr er på vej.

- Sidste år var et skridt i den rigtige retning for mig, det var en opbygningssæson.

- Det er et stykke tid siden, at jeg har været med fremme i US Masters, men de seneste to majors (nummer seks i British Open og nummer to i PGA Championship sidste år, red.) må også tælle for noget. Jeg har været en del af et felt, der har haft chancen for at vinde, siger Woods.

Førende Molinari har også et godt øje til Woods før finalerunden, men understreger at mange spillere med en god runde er i spil til at få den grønne jakke.

- Han elsker det her sted, og han spiller god golf. Så jeg er meget bevidst om, at det ikke bliver let for mig, og jeg skal præstere mit bedste for at vinde.

- Men det er ikke kun Woods, jeg skal holde øje med. Der er mange af gutterne, som har en chance, siger Molinari ifølge Reuters.

Francesco Molinari, Tiger Woods og Tony Finnau går ud i førerbolden klokken 15.20 søndag eftermiddag dansk tid.

44 og 66 minutter før går Thorbjørn Olesen (delt nummer 14) og Lucas Bjerregaard (delt nummer 20) ud på banen.

/ritzau/