Den amerikanske golflegendes chance for vinde sin 15. majortitel ser tynd ud efter runde i tre slag over par.

Augusta. Tiger Woods er trods en runde i tre slag over par klar til weekendens finalerunder i årets første golfmajor, US Masters.

Men den 42-årige amerikaners chance for at vinde sin første majortitel siden 2008 er minimal. Blandt hans 14 majorsejre er fire i US Masters.

Woods er fire slag over par og dermed 13 slag efter Patrick Reed fra USA, som fører turneringen i ni slag under par efter de første to runder.

Marc Leishman fra Australien er på andenpladsen i syv slag under par.

- Jeg ramte ikke bolden særlig godt, siger Woods ifølge nyhedsbureauet AFP efter runden, hvor han flirtede med cutgrænsen på fem slag over par.

Med to birdies på 13. og 15. hul kneb han sig igennem til weekendens afgørende runder.

Men amerikaneren er godt tilfreds trods sin placering som nummer 40. Rygproblemer truede med at stoppe hans karriere, men i januar vendte han tilbage på PGA-touren og har siden opnået tre placeringer i top-12.

- Sat i perspektiv så vidste jeg for seks måneder siden ikke, om jeg ville spille golf igen, siger Woods.

- Men det er utroligt at have muligheden igen. Stadig at komme her og spille på denne bane.

Han erkender, at han er langt efter, men tilføjer, at hvis han går begge de to sidste runder i seks-syv slag under par, så kan måske stadig komme i betragtning til sejren.

- Man ved aldrig, siger Woods.

Patrick Reed brugte 66 slag på fredagens runde og præsterede blandt andet birdies på samtlige fire par-fem-huller.

På de første ni huller lavede Reed birdies på både de første tre samt de sidste tre. På de afsluttende ni huller blev det til yderligere tre birdies. Runden bød også på tre bogeys og dermed totalt seks slag under par.

Svenskeren Henrik Stenson er på tredjepladsen i fem slag under par, mens Rory McIlroy fra Nordirland er et slag dårligere på en fjerdeplads, som han deler med Jordan Spieth, der førte turneringen efter første runde.

/ritzau/