Den turneringssuspenderede og skandaleramte danske golfspiller Thorbjørn Olesen risikerer at skulle gennem en lang retssag.

B.T. har forud hans møde i The Crown Court i Isleworth i London-forstaden Osterley fredag 13. december været i kontakt med rettens administrationsafdeling.

»Vi har afsat en halv time til afvikling af høringen. Det, der bliver sagt og besluttet her, tager vi med videre til næste års retssag. Denne er planlagt til at begynde 11. maj 2020, og der er i vores kalender afsat fem dage til den,« skriver afdelingens talsperson i en mail til B.T.

I denne gøres det endvidere klart, at man inden retsmødet har modtaget en uformel indikation om, at han vil erklære sig ikke skyldig i tiltalen om blandt andet berøring af seksuel karakter uden samtykke.

Den danske golfspiller Thorbjørn Olesen forlader Isleworth Crown Court i London 18. september 2019.
Den danske golfspiller Thorbjørn Olesen forlader Isleworth Crown Court i London 18. september 2019. Foto: BEN STANSALL
Vis mere

Imidlertid har Thorbjørn Olesen en mulighed for at få afsluttet sagen allerede nu.

»Hvis han erklærer sig skyldig, er det muligt, at dommeren straks giver ham en dom. Eller også må han vente med at modtage en sådan til et senere tidspunkt,« skriver administrationsafdelingens talsperson.

B.T. har været i kontakt med Thorbjørn Olesens danske PR-agent Mads H. Frederiksen, der er direktør i F Sports Group.

»Selvom jeg gerne ville, kan jeg ikke udtale mig i sagen. Det skyldes, at den i øjeblikket kører i det engelske retssystem,« siger Mads H. Frederiksen.

Det har ikke været muligt at få Thorbjørn Olesens kommentar.

Flere danske medier - heriblandt B.T. - var i kontakt med ham under seneste retsmøde i London. Spørgsmål blev ikke besvaret med andet end et tavst blik.

Sidste gang, han ytrede sig i det offentlige rum, var 28. juli, hvor han i et tweet kommenterede sin præstation ved en golfturnering på den amerikanske PGA Tour.

Kort tid efter fløj han fra USA til England, hvor han i London-lufthavnen Heathrow blev anholdt, angiveligt for at have opført sig upassende.

Eftersom Thorbjørn Olesen blandt andet er tiltalt for berøring af seksuel karakter uden samtykke, kan han i værste fald blive idømt en fængselsstraf på 10 år, mens det at være fuld på et fly ifølge engelsk lovgivning maksimalt kan sende en dømt i fængsel i to år.

Ender Thorbjørn Olesen i fængsel, slipper han for bødestraf, men kommer han ikke bag tremmer, er der mulighed for, at han i stedet 'nøjes' med samfundsstraf.

Den 29-årige danske golfspiller er på ubestemt tid suspenderet fra al golfspil på såvel PGA- som European Tour.

Han var i fjor med på Europas vindende Ryder Cup-hold og ligger på den seneste verdensrangliste nummer 87, hvilket er 25 pladser længere nede end han lå ved sagens begyndelse for fire måneder siden.