En flot fjerde runde sørgede for, at Thorbjørn Olesen søndag sikrede sig en topplacering i Belgien.

Lørdag dumpede Thorbjørn Olesen ned i tabellen, men søndag kravlede golfspilleren tilbage til toppen i DP World Tour-turneringen Soudal Open.

En runde i fem slag under par på den belgiske bane betød, at Thorbjørn Olesen sluttede ugens turnering på en tredjeplads i samlet 14 slag under par.

Simon Forsström var på førstepladsen efter lørdagens runde, og det var han også efter søndagens afgørende runde.

Svenskeren sluttede turneringen i 17 slag under par og var altså tre slag bedre end sin danske konkurrent, som indhentede tre slag på Forsström søndag.

Jens Dantorp sørgede for, at top-2 blev et rent svensk anliggende. Med en score på 16 slag under par sluttede han turneringen i smørhullet mellem Forsström og Olesen.

Thorbjørn Olesen spillede en tæt på fejlfri runde søndag. I hvert fald lavede han ikke en eneste bogey, men diskede i stedet op med fem birdies.

Undervejs på de 18 huller leverede han et spektakulært indslag, da han fra bunkeren tippede kuglen op på green og direkte i hul.

Der var to millioner euro svarende til cirka 15 millioner kroner i den samlede præmiepulje.

Ligesom Thorbjørn Olesen får Søren Kjeldsen og John Axelsen del i millionerne.

Kjeldsen sluttede turneringen som delt nummer 33, mens Axelsen sluttede som delt nummer 38.

/ritzau/