Thorbjørn Olesen skal i fredagens fourballs i aktion med Rory McIlroy mod Dustin Johnson og Rickie Fowler.

Paris. Den danske golfspiller Thorbjørn Olesen er blandt de første, der skal i aktion, når den traditionsrige Ryder Cup begynder i Paris fredag morgen.

Olesen, der er Ryder Cup-debutant, skal i fredagens fourballs i aktion med ireren Rory McIlroy mod USA's Dustin Johnson og Rickie Fowler ved Ryder Cup.

Det sker klokken 08.25 dansk tid i den anden fourballs.

- De ville begge spille med hinanden, så det er da en god start.

- Hvis du spørger folk på vores hold, hvem de vil spille med, så er Rory ikke langt væk fra deres læber. Det er et ret nemt valg, siger Thomas Bjørn på et pressemøde torsdag ifølge DR.

Olesen kommer på noget af en opgave, idet Dustin Johnson aktuelt rangerer som nummer et på verdensranglisten. Danskeren ligger selv nummer 45.

- Mange tænker måske, at Ryder Cup er for stort til Thorbjørn, men man kan mærke, at han virkelig nyder det. Det er sådan, han håndterer det meste, siger Thomas Bjørn.

Justin Rose og Jon Rahm bliver de første til at repræsentere Europa, når de klokken 08.10 indleder Ryder Cup mod Brooks Koepka og Tony Finau.

Klokken 08.40 møder Europas Paul Casey og Tyrrell Hatton amerikanerne Jordan Spieth og Justin Thomas, og et kvarter senere skal Francesco Molinari og Tommy Fleetwood i gang mod Tiger Woods og Patrick Reed.

Førstedagen fredag indledes altså med fire fourballs, hvorefter der skal afvikles fire foursomes. De begynder klokken 13.50.

Fourballs afvikles sådan, at hvert hold udgøres af to spillere. Hver spiller har sin egen bold, og bedste score vinder hullet.

I foursomes udgøres hvert hold også af to spillere. Hvert hold deles om én bold, hvor den bedste score vinder hullet.

Det samme sker lørdag, inden der søndag spilles 12 singler.

Europa, der har danske Thomas Bjørn som kaptajn, har revanche til gode, da USA for to år siden vandt 17-11. Europa sejrede i 2010, 2012 og 2014.

/ritzau/