Den skandaleramte danske golfspiller Thorbjørn Olesen skal i retten igen på onsdag 18. september.

I en e-mail til B.T. oplyser en talsmand fra Isleworth Crown Court i London, at han er blevet bedt om at møde op til en forberedende 'plea and trial preparation'-høring, der kommer til at foregå et endnu ikke fastlagt tidspunkt mellem klokken 10 og 14.

»Her vil Mr. Olesen få mulighed for formelt at forklare sig. Erklærer han sig 'ikke skyldig', vil høringen sandsynligvis ikke vare mere end et kvarters tid, hvorefter der vil blive påsat en dato for en retssag.«

B.T. har været i kontakt med Thorbjørn Olesens danske pr-agent, Mads H. Frederiksen, der ikke ønsker at kommentere sagen. Ligeledes har det ikke været muligt at få hans irske rådgiver Rory Flanagan i tale.

Den danske golfspiller Thorbjørn Olesen ankom hånd i hånd til retsmødet i Uxbridge Magistrates Court 21. august 2019 sammen med kæresten Lauren.
Den danske golfspiller Thorbjørn Olesen ankom hånd i hånd til retsmødet i Uxbridge Magistrates Court 21. august 2019 sammen med kæresten Lauren. Foto: ANDY RAIN
Vis mere

Ved næste uges høring ligger det fast, at Thorbjørn Olesen vil blive bistået af advokaten Paul Morris, der tidligere til B.T. har udtalt sig således:

»Thorbjørn har samarbejdet fuldt ud med politiet i forbindelse med deres efterforskning, men han kan desværre ikke udtale sig om sagen, før den er behandlet i det engelske retssystem.«

Hvad der helt nøjagtig skete på British Airways-flyet BA222 fra Nashville til London 29. juli, er der uenighed om.

Ved sidste måneds indledende retsmøde i Uxbridge Magistrates Court sagde anklageren Rav Chodra, at Thorbjørn Olesen havde kysset en stewardesse på hånden og halsen, hvorefter han tog den British Airways-ansatte kvinde på venstre bryst. Hertil kommer, at han i beruset tilstand har urineret i flyets midtergang.

Til anklagerne om det seksuelle overgreb erklærede Thorbjørn Olesen sig 'ikke skyldig', hvilket han også gjorde til anklagen om, at han skulle have været fuld om bord på flyet.

Ved at have svaret således risikerer Thorbjørn Olesen at få en højere straf. Det skyldes, at Crown Court – hvortil han skal møde onsdag – har mere magt end Magistrates Court, hvor sagen 21. august første gang blev behandlet i det britiske retssystem.

Og hvor lang straf kan Thorbjørn Olesen så få?

Eftersom han blandt andet er tiltalt for berøring af seksuel karakter uden samtykke (sexual assault on a female), kan han i værste fald blive idømt en fængselsstraf på 10 år, mens det at være fuld på et fly ifølge engelsk lovgivning maksimalt kan sende en dømt i fængsel i to år. Ender Thorbjørn Olesen i fængsel, slipper han for bødestraf. Kommer han ikke bag tremmer, er der mulighed for, at han i stedet bliver idømt samfundsstraf.

Thorbjørn Olesen på vej mod Uxbridge Magistrates Court ved det indledende retsmøde 21. august 2019.
Thorbjørn Olesen på vej mod Uxbridge Magistrates Court ved det indledende retsmøde 21. august 2019. Foto: ANDY RAIN
Vis mere

Under alle omstændigheder har den verserende sag indtil videre kostet Thorbjørn Olesen dyrt.

Han er på ubestemt tid suspenderet fra såvel European Tour som PGA Touren. Derfor kan han hverken tjene penge eller point til verdensranglisten, hvor han nu er nede som nummer 68.

Det frie ranglistefald betyder, at han i tilfælde af turneringcomeback kan få svært ved at kvalificere sig til de store turneringer, ligesom det bliver vanskeligt for ham at spille sig til deltagelse ved eksempelvis OL 2020 i Tokyo.

Hvad angår Thorbjørn Olesens sponsorer – blandt andet Rolex og BMW – er der endnu ikke kommet en reaktion i sagen. Men da den amerikanske golfspiller Tiger Woods i 2009 blev afsløret i utroskab, trak firmaer som Gatorade og AT&T sig som sponsorer. Sportstøjsfirmaet Nike, som Thorbjørn Olesen også reklamerer for, fortsatte dog støtten.

Thorbjørn Olesen i aktion ved juli måneds British Open.
Thorbjørn Olesen i aktion ved juli måneds British Open. Foto: PAUL ELLIS
Vis mere

Ifølge B.T.s oplysninger er Thorbjørn Olesen klar til comeback med nærmest øjeblikkelig virkning, hvis sagen eksempelvis ender med frifindelse.

Det skulle således være ganske vist, at han de seneste uger har trænet på en bane i London, hvor han de seneste år har haft bopæl.

Thorbjørn Olesen har ikke spillet turneringsgolf siden sidste weekend i juli.

Her stillede han op ved 'WGC – FedEx St. Jude Invitational' i USA og placerede sig på 27.-pladsen.