Thorbjørn Olesen mistede fodfæste, mens Thomas Bjørn spillede sig op i den tyske golfturnering European Open.

Hamburg. Den danske golfspiller Thorbjørn Olesen lagde godt ud i begyndelsen af golfturneringen European Open på European Tour.

Det samme kunne man ikke sige om Thomas Bjørn, men som turneringen, der blev afviklet i Hamburg, skred frem byttede de to danskere roller.

Bjørn indledte sin første runde i to slag over banens par på 72 slag, mens Olesen leverede tre slag under.

På fjerde runde søndag var Thomas Bjørn dog mere stilsikker og gik runden i to slag under par, mens Olesen var to slag over.

Derfor sluttede Thomas Bjørn som bedste dansker på en delt 33.-plads, mens han lå delt nummer 51 lørdag.

Thorbjørn Olesen dalede derimod ned som delt nummer 37 i slutstillingen fra en plads som delt nummer 21 lørdag, mens han efter første runde lå delt nummer 16.

Turneringen blev vundet af amerikanske Jordan Smith, der måtte ud i omspil for at sikre sig sejren over franske Alexander Lévy, der vandt turneringen i fjor.

/ritzau/