Thorbjørn Olesen brillerede på banen, mens Thomas Bjørn styrede Europa til sejr over USA som kaptajn.

Guyancourt. Europa er atter indehaver af det prestigiøse Ryder Cup-trofæ.

Søndag i Frankrig lykkedes det for det europæiske hold, der har Thomas Bjørn som kaptajn, at sikre sejren i den traditionsrige golfdyst mod USA.

Italienske Francesco Molinari fik æren af at bringe Europa foran 14,5-9,5, da han besejrede amerikaneren Phil Mickelson.

Sejren er en stor triumf for Thomas Bjørn, som for første gang er kaptajn for det europæiske hold.

For to år siden var han vicekaptajn, da Europa måtte afgive trofæet til USA, som dengang triumferede på hjemmebane.

Europa førte 10-6 over USA før søndagens 12 afsluttende singlekampe.

Her lagde USA pres på Europa, hvis føring blev reduceret til 10,5-9,5.

Hvis matchen sluttede 14-14, ville USA som regerende Ryder Cup-vinder beholde titlen.

Så sørgede danske Thorbjørn Olesen for at give Europa et pusterum, da han vandt på overbevisende vis over Jordan Spieth.

Efter 14 huller førte danskeren med fem huller over den amerikanske verdensstjerne, der har vundet tre majorturneringer.

Ved Ryder Cup handler det om at vinde de enkelte huller, ikke om nødvendigvis at have den laveste samlede score.

Med sejren kom Thorbjørn Olesen på pointtavlen for første gang i sin første Ryder Cup-deltagelse.

Fredag tabte danskeren i fourballs sammen med nordirske Rory McIlroy, og lørdag kom Thorbjørn Olesen ikke i aktion.

Kort tid efter danskerens sejr kom Europa foran 12,5-9,5, da Jon Rahm besejrede Tiger Woods.

Efter 17 huller var spanieren foran med to huller, og han vandt dermed kampen.

Tiger Woods mødte ellers frem til Ryder Cup med sin første turneringssejr i fem år i frisk erindring, men golfikonet lavede ikke et eneste point i fire kampe i Frankrig.

Hans nedtur var medvirkende til den samlede europæiske sejr, da Ian Poulter først besejrede Dustin Johnson, inden Francesco Molinari sikrede sejren mod Phil Mickelson.

/ritzau/