Søndag blev den danske golfverden ramt af en tragedie.

Det blot 17-årige stortalent Viggo Sørensen mistede nemlig pludseligt livet få dage efter et hjertestop.

Den unge dansk-franske golfspiller døde i Dubai, hvor han boede. Det oplyser den internationale skole GEMS Wellington Academy på Facebook.

Du kan se opslaget i bunden af artiklen.

»Vi har nogle ekstremt triste nyheder at dele, som påvirker Wellington Academy Al Khail-samfundet,« skriver skolen.

Her forklarer man, at Viggo Sørensen fik et hjertestop i torsdags, hvilket sendte den unge mand i koma. Den vågnede han desværre aldrig op fra og døde søndag.

»Viggo vil blive dybt savnet af alle på WEK, specielt hans klassekammerater og lærere på årgangen, som vil huske ham som en livsglad ung mand med et stort hjerte. Viggo var altid glad for at hjælpe dem, der havde brug for det,« fremgår det af Facebook-opslaget.

»Som en elev sagde denne uge, var der ikke en eneste, der havde et problem med Viggo, men alle havde en historie med ham, for den slags person var han.«

Desuden sætter skolen ord på det store talent, den unge mand besad.

»Viggo var en fremtidig stjerne. Golf var hans passion og liv, og hans fremtid inden for sporten, som han elskede, endte alt for tidligt. For nylig var Viggo på forsiden af World Wide Golf, som er Mellemøstens førende golfmagasin. Han vandt turnering på turnering, men han forblev ydmyg.«

Viggo Sørensen deltog blandt andet i junior-DM i Danmark i sommer.

Han var anset som et af de større golftalenter i området omkring Dubai, og han nåede at vinde en række turneringer i De Forenede Arabiske Emirater.

Viggo Sørensen har også tidligere trænet med Danmarks golflandshold.