Hverken Dustin Johnson, Rory McIlroy eller Brooks Koepka formåede at klare cuttet ved US Masters i Georgia.

Den amerikanske verdensetter Dustin Johnson er højst overraskende ude af majorturneringen US Masters.

Det står klart, efter at han fredag ikke klarede cuttet i årets første major.

I en sløj anden runde gik amerikaneren de 18-huller på den ikoniske Augusta National Golf Club i tre slag over banens par.

Særligt to bogeys på de to sidste huller kom til at koste Johnson dyrt, da han netop missede cuttet med to slag.

Dustin Johnsons exit fra US Masters bliver ikke mindre bemærkelsesværdigt af, at han er forsvarende vinder af turneringen.

Amerikaneren havde håbet at blive den første til at genvinde titlen siden Tiger Woods i 2002, men for dårlig form med putteren kostede ham dyrt i løbet af de to første dage, forklarer han selv ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Seks gange på to runder måtte jeg putte tre gange. Det kan du bare ikke slippe afsted med, siger Johnson om sit besvær med at få bolden i hul.

Han var ikke den eneste forhåndsfavorit, der fredag måtte vinke farvel til drømmen om at vinde den eftertragtede grønne jakke.

Også Rory McIlroy og verdensranglistens nummer 11 Brooks Koepka er således ude efter at have misset cuttet.

US Masters er den eneste majorturnering, som nordirske McIlroy endnu ikke har vundet, men en skidt første runde torsdag i fire slag over par viste sig for svær at komme tilbage fra fredag.

Majorturneringen i den amerikanske delstat Georgia føres af engelske Justin Rose, der to gange tidligere er blevet nummer to ved US Masters.

Har er samlet syv slag under par efter de første to runder. Han har en føring på et slag ned til de to amerikanere Will Zalatoris og Brian Harman.

/ritzau/