De har været forlovet siden 2013. Og i weekenden sagde golfstjernen Dustin Johnson så endelig stort 'ja' til sin udkårne Paulina Gretzky.

Det skriver både Golf Digest og People, ligesom der på de sociale medier også er kommet beviser på, at lørdag var den store dag.

Blandt andet delte en af Paulina Gretzkys veninder en story fra et fly med teksten 'på vej mod alteret', mens bruden selv delte en besked fra sin mand på Instagram. En besked, hun fik om morgenen, inden hun gik ned ad kirkegulvet.

'Paulina, du er mit livs kærlighed. Jeg tæller sekunderne til, vi skal giftes. Jeg elsker dig til månen og tilbage. XO Dustin,' lød det i beskeden, som hun har gemt som højdepunkt på sin profil.

Og det var i den grad en storstilet weekend for parret, der fløj med privatfly til Tennessee for at blive gift på den luksuriøse Blackberry Farm.

Fredag samlede de den nærmeste familie til en 'rolig' middag med tre retter, lyder det. Billeder viser et langbord, hvor der er dækket op til langt over 30 gæster, der skulle sidde udenfor omringet af flot natur og planter.

På selve bryllupsdagen gik Paulina Gretzky ned ad kirkegulvet i en Vera Wang-kjole, Kid Rock optrådte til festen, og der blev serveret burgere til natmad.

Billeder har der dog ikke været voldsomt mange af, for der var meget klare regler for gæsterne.

Parret har efterhånden været sammen i ni år. Her i 2016, da Johnson vandt US Open. 
Parret har efterhånden været sammen i ni år. Her i 2016, da Johnson vandt US Open.  Foto: John David Mercer
Vis mere

For parret havde gjort det klart, at telefoner ikke var tilladt ved brylluppet, hvilket også betyder, der ikke er sluppet særligt mange billeder ud.

Parret begyndte at date i starten af 2013, og i sommeren det år offentliggjorde de så, at golfstjernen havde været på knæ og stillet det store spørgsmål. Sammen har de to børn, River på fire år og Tatum på syv.

Tidligere har Paulina Gretzky fortalt, hvorfor de ikke har haft travlt med at blive gift. Det gjorde hun i maj sidste år i podcasten 'Pillows & Beer'.

»Jeg har bare gjort tingene på min egen måde. Jeg ville ikke lytte til, hvordan alle andre så tingene. Jeg blev forelsket i en så hurtigt, og hurtigt skete det bedste, der nogensinde er sket for os,« fortalte hun.