Rory McIlroy er et umodent barn, mener Patrick Reed, som omvendt beskyldes for at leve i en anden verden.

Rory McIlroy og Patrick Reed er aktuelt med helt i toppen ved Dubai Desert Classic, og golfinteresserede med hang til drama håber, at det varer ved frem til finalerunderne, så de to kommer til at spille sammen.

Det har den nordirske verdensetter og den amerikanske Masters-vinder fra 2018 prøvet en del gange tidligere, og det har trods flere drabelige dyster været med gensidig respekt.

Men lige nu er luften mellem dem iskold grundet en saftig sag. Så saftig, som det nu er muligt i en udpræget gentlemansport.

Især med tanke på, at Reed og McIlroy i udpræget grad er fremtrædende ansigter på hver sin side af den verserende konflikt mellem LIV Golf og de mere etablerede PGA Tour og DP World Tour.

Konflikten handler kort sagt om nystartede LIV Golf, der bakket op af saudiarabiske milliarder lokker profiler som Patrick Reed fra PGA Tour og DP World Tour over på sin tour, hvilket er blevet besvaret med udelukkelse fra PGA Tour og retorisk afstandtagen fra blandt andre Rory McIlroys side.

I første omgang fik konfliktens nyeste kapitel, der på sociale medier er blevet døbt "teegate", luft under vingerne tidligere i denne uge, da McIlroy og Reed mødte op i Dubai for at forberede sig til Dubai Desert Classic, der er en del af DP World Tour.

Flere medier rapporterede på dramatisk vis, at en ophidset Reed havde smidt en tee på McIlroy efter en episode på træningsbanen. Men virkeligheden viste sig at være noget mere afdæmpet.

På en video af episoden ser man således Reed trykke pænt hånd med McIlroys caddie. Han forsøger derefter at gøre det samme med McIlroy. Men nordireren sidder på hug og vender sig ikke mod Reed.

Reed slentrer væk igen, men vender sig om, tager en tee fra sin lomme og kaster den nænsomt hen i nærheden af McIlroy med et smil på læben.

Drama afblæst.

I hvert fald indtil Reed og McIlroy senere afholdt pressemøder og gav hver sin version af episoden, og hvad der ligger bag.

McIlroy kaldte selve tee-kastet for "ingenting" og "slet ikke en historie". Men han afslørede samtidig, at han 24. december havde modtaget en stævning, og den gav ham grund til at ignorere Reed.

- Jeg forsøgte at have en hyggelig stund med min familie. Hvis nogen møder op på dit dørtrin og afleverer en stævning, tager man det ikke pænt.

- Jeg lever i virkeligheden. Jeg ved ikke, hvor han (Reed, red.) lever. I hans sko ville jeg ikke forvente en hilsen eller et håndtryk. Jeg kan ikke forstå, hvordan man kan lade som ingenting, sagde McIlroy ifølge golf.com.

Her er det relevant at indskyde, at McIlroy ikke er blevet stævnet af Reed. Han er blevet stævnet af advokaten Larry Klayman og dennes firma Freedom Watch, der har repræsenteret Reed i flere andre sager.

Klayman har i sagen, hvor McIlroy er stævnet, rettet sit sigte mod PGA Tour, DP World Tour, tv-stationen NBC og blandt andre McIlroy og Tiger Woods for at "samarbejde og konspirere" om at skade golfsporten.

Når PGA Tour - og til dels DP World Tour - udelukker LIV Golf-spillere, og Official World Golf Rankings ikke uddeler point til verdensranglisten til LIV Golf-spillerne, forringer det produktet, begrunder Klayman et sagsanlæg på vegne af Floridas golffans.

Klayman og Freedom Watch har derudover repræsenteret Reed i en stribe andre sager mod hovedsageligt medier og journalister, der har omtalt LIV Golf og tourens aktører.

Senest er CNN og to medarbejdere blevet afkrævet en undskyldning for åben skærm for "et stærkt ærekrænkende indslag". Det omtaler godt nok ikke Reed af navn, men indeholder en påstand om, at LIV Golf er sportswashing for Saudi-Arabien, og at spillerne på touren tager imod "blodpenge".

Hvis ikke undskyldningen falder, vil Klayman på Reeds vegne sagsøge tv-stationen og de to værter for 450 millioner dollar, hvilket svarer til tre milliarder kroner. Det skriver USA Today om sagen, der er en af flere lignende sager mod LIV Golf-kritikere, som Reeds advokat har på sit bord.

Reed er altså helt åbenlyst repræsentant for LIV Golf, der i februar tager hul på sin anden sæson. Det kom også til udtryk, da Reed harmløst kastede sin tee mod McIlroy.

Det var nemlig en LIV Golf-tee, Reed fiskede frem fra sin lomme.

- Det var et lidt sjovt modsvar. Og det er sjovt, hvordan et lille svirp er blevet til, at jeg dybest set har stukket ham ned og smidt en tee efter ham.

- Men det er bare en af de ting, der sker. Når man opfører sig som et umodent lille barn, kan man også lige så godt blive behandlet som et, sagde Reed forleden ifølge golf.com og hævdede desuden, at McIlroy "stadig er bitter" uden at uddybe.

McIlroy har ikke holdt sig tilbage. En åbenlys stikpille om Reed og hans advokats lyst til sagsanlæg blev således sendt afsted på nordirerens pressemøde om tee-episoden.

- Hvis rollerne var byttet om, og jeg havde kastet den tee efter ham, ville jeg forvente et sagsanlæg, sagde McIlroy.

Øjeblikket efter var verdensetteren færdig med at snakke om Reed. En journalist forsøgte med et langt, kringlet og Reed-venligt spørgsmål at få at vide, om McIlroy så mulighed for forsoning med Reed.

I en officiel udskrift fra pressemødet blev McIlroys ordløse svar beskrevet som "hovedrysten og et vantro ansigtsudtryk", hvilket meget præcist beskriver indholdet af en viral video.

/ritzau/