Med to birdies på de sidste to huller sikrer Jon Rahm fra Spanien sig sejren i US Open.

Med en birdie på de to sidste huller sikrede den spanske golfspiller Jon Rahm sig søndag sejren i US Open.

Det er Rahms første sejr i en major, som sportens fire største turneringer kaldes.

- Jeg har svært ved at forklare, hvad der lige skete. Jeg fatter ikke, at jeg fik de to sidste put i, siger han.

Rahm var den eneste af de spillere, som var i betragtning til sejren, som gik de afsluttende ni huller uden at lave en bogey.

Søndagens runde klarede han i 67 slag - fire under banens par.

Rahm sluttede sammenlagt i seks slag under par.

Det var et slag bedre end sydafrikaneren Louis Oosthuizen, der lavede en birdie på det sidste hul, men det var ikke nok til at fremtvinge et omspil, efter at han på 17. hul havde brugt et slag over par.

Med sejren bliver Jon Rahm ny etter på verdensranglisten.

For to uger siden blev den 26-årige spanier som følge af en positiv covid-19-prøve tvunget til at trække sig fra en stor turnering efter tredje runde, hvor han havde et forspring på seks slag.

Rahm blev sat i karantæne, og det skabte tvivl om hans deltagelse i US Open.

Hans hidtil bedste resultat i en majorturnering er en tredjeplads ved US Open i 2019.

Rahm er den første spanske spiller til at vinde US Open og den fjerde til at vinde en major efter Sergio Garcia, Jose Maria Olazabal og den afdøde Seve Ballesteros.

- Det her er til Seve. Jeg ved, at hans største drøm var at vinde den her, siger Rahm.

Ingen danskere deltog i den prestigefyldte turnering, der i år blev spillet på den berømte Torrey Pines-bane nær San Diego i det sydlige Californien.

/ritzau/AFP