Golfspilleren Søren Kjeldsen skal op mod 37-årige William McGirt i ottendedelsfinalen i WGC Matchplay.

Austin. Søren Kjeldsen skal op imod amerikanske William McGirt, når danskeren lørdag forsøger at fortsætte sit imponerende golftogt i WGC Matchplay.

I det indledende gruppespil gjorde Kjeldsen rent bord og vandt blandt andet over Rory McIlroy, som er nummer to på verdensranglisten.

Matchningen mod 37-årige McGirt må siges at være god for den rutinerede dansker, som er seedet som nummer 62 af de oprindeligt 64 deltagere i turneringen.

Deltagerne udvælges efter deres placering på verdensranglisten.

McGirt er seedet som nummer 48.

Duoen slår ud lørdag klokken 14.03 dansk tid.

Også de efterfølgende kvartfinaler spilles lørdag.

/ritzau/