Med en runde i fem slag under par rykkede Rasmus Højgaard op på førstepladsen i Ras Al Khaimah Championship.

Brødrene Højgaard befinder sig tilsyneladende storslået på golfbanen i Al Hamra Golf Club i De Forenede Arabiske Emirater.

Sidste år vandt Nicolai Højgaard Ras Al Khaimah Championship, og nu har hans tvillingbror Rasmus åbenbart besluttet sig for at efterabe den bedrift i dette års udgave af turneringen.

Efter de første to runder soler Rasmus Højgaard sig således på en delt førsteplads.

Begge dage har han leveret seks birdies, men en enkelt bogey mod slutningen af anden runde betyder, at han må "nøjes" med en foreløbig score på 11 under par.

Samme mellemfacit er skotten David Law og Adrian Meronk fra Polen noteret for. Trioen deler dermed førstepladsen inden weekendens finalerunder.

Nicolai Højgaard er også med fremme og er samlet på en delt 15.-plads. Den lige nu næstbedste af de ti danske deltagere er dog Marcus Helligkilde, som er delt nier i otte slag under par.

Ras Al Khaimah Championship er en del af DP World Tour og har en samlet præmiesum på to millioner dollar.

/ritzau/