En femdobbelt bogey efter tre ture i vandet blev vekslet til godkendt spil på de resterende huller.

Hvis Rasmus Højgaard kortvarigt var en smule nede i kulkælderen lørdag eftermiddag, var det ikke så mærkeligt.

På to huller formøblede den 21-årige golfspiller sin komfortable føring i den traditionsrige turnering Open de France på DP World Tour.

På dagens andet hul slog han kuglen i vandet tre gange og indkasserede en femdobbelt bogey, inden han på tredje hul lavede en bogey.

Den komfortable føring på seks slag, han havde oparbejdet over turneringens to første dage, var væk. Faktisk var han nede at vende på andenpladsen, inden han fandt sig selv igen og sluttede dagen på førstepladsen.

- Jeg var ret langt nede. Det var hårdt. Men jeg prøvede at fortælle mig selv, at jeg havde spillet godt de to første dage. Jeg prøvede bare at gøre mit bedste, siger Rasmus Højlund til Viaplay.

Efter skrækstarten viste Rasmus Højgaard, at han er skruet godt sammen på øverste etage. Den spand med vand, han fik i hovedet på de første huller, har været stor og kold, men han rejste sig med manér.

På ottende hul slog Rasmus Højgaard sig tilbage i føringen med en birdie, så han lå i 11 slag under par.

Han havde et par smuttere mere på hul 12 og 18, hvor han lavede bogeys, men birdies på hul 11, 14 og 17 sørgede for, at han nu ligger i 12 slag under par.

Dermed er han et slag foran sydafrikanske George Coetzee, inden det hele bliver afgjort søndag.

- Det var ikke den lørdag, jeg havde ønsket, men jeg er glad for, at jeg lykkedes med at lave nogle birdies, og at jeg stadig har føringen, siger Højgaard, som skal have styr på nerverne i søndagens afsluttende runde.

- Jeg skal være tålmodig. Jeg må ikke lade mig påvirke for meget. Forhåbentlig får jeg en bedre start, siger Højgaard med et anstrengt smil.

Næstbedste dansker er Lucas Bjerregaard, som er placeret som delt nummer 16. Også Jeff Winther, Nicolai Højgaard, Thorbjørn Olesen, Joachim B. Hansen og Søren Kjeldsen er med i weekendens finalerunder.

Der er på den gode side af 22 millioner kroner i den samlede præmiepulje.

/ritzau/