Længe lignede det en flot skalp til den danske golfspiller Thorbjørn Olesen ved World Golf Championship Match Play i Austin.

Men Olesen måtte til sidst se sig slået af verdens nummer tre, nordireren Rory McIlroy, der vandt med et slag sammenlagt.

Olesen var ellers på vinderkurs, da han efter 13 af de 18 huller førte med to slag, men derfra var McIlroy bedst.

De to spillere var helt lige inden 18. og sidste hul, men her missede Olesen i første omgang green, så McIlroy kunne sikre sig den første sejr i gruppe 3.

Efterfølgende medgav McIlroy, at kvaliteten af spillet ikke var den bedste, men han følte sig hæmmet af svære vindforhold.

Kevin Na og Smylie Kaufman, begge fra USA, er de andre spillere i gruppe 3. Na vandt deres møde på åbningsdagen onsdag og skal torsdag møde Thorbjørn Olesen.

Feltets anden dansker, Søren Kjeldsen, måtte ligeledes se sig slået. I gruppe 12 tabte han til amerikaneren Kevin Kisner, der bragte sig i front fra start og ikke så sig tilbage.

I sin anden kamp skal Kjeldsen møde japaneren Hideki Matsuyama, der tabte sin første match til Rafael Cabrera-Bello fra Spanien.

Verdensranglistens nummer et, Jordan Spieth fra USA, indledte turneringen med en sejr over waliseren Jamie Donaldson.

Turneringen har deltagelse af 64 spillere, der er inddelt i 16 grupper, inden spillerne går ind i knockoutfasen.

De 16 gruppevindere avancerer til ottendedelsfinalerne.

/ritzau/