Den danske golfspiller Thorbjørn Olesen ser med optimistiske briller på sine muligheder for at gøre det godt ved Masters, der torsdag indledes på den legendariske Augusta-bane i Georgia, USA.

»Jeg har tidligere deltaget i turneringen to gange. I begge tilfælde klarede jeg mig godt. Umiddelbart vurderet er Masters og The Open de Major-turneringer, hvor jeg har mulighed for at klare mig bedst, hvorimod jeg ikke føler, jeg har nogen større chance for at toppræstere ved US Open og PGA Masters,« siger han i et interview i det amerikanske nyhedsmedie The National.

Thorbjørn Olesens bedste resultat ved Masters er en sjetteplads i 2013.

»Masters er en meget speciel turnering, hvor baneforholdene får mit spil til at fungere optimalt,« siger Thorbjørn Olesen.

Den danske golfspiller Thorbjørn Olesen træner på Augusta National Golf Club før Major-turneringen Masters, der indledes torsdag. Her ses han sammen med sin caddie, Phil Morbey, under en træningsrunde.
Den danske golfspiller Thorbjørn Olesen træner på Augusta National Golf Club før Major-turneringen Masters, der indledes torsdag. Her ses han sammen med sin caddie, Phil Morbey, under en træningsrunde. Foto: Andrew Redington
Vis mere

29-årige Thorbjørn Olesen har de seneste dage befundet sig i Georgia, hvor han i selskab med sin caddie, Phil Morbey, har forberedt sig intensivt til Masters.

»Der er ingen tvivl om, at Masters er en meget speciel turnering. Jeg føler, at banen klæder mit spil godt. Jeg elsker de velplejede greens og synes, jeg rammer bolden perfekt her,« siger Thorbørn Olesen.

På spørgsmålet, om Augusta-banen stadig kan give ham en 'wow'-oplevelse, er svaret bekræftende.

»Den første gang man spiller på banen, er naturligvis den mest minderige. Men hver gang man er her, føler man, at oplevelsen er noget helt særlig. Alt er så afslappet her, og turneringens historie er vigtig. Da jeg var yngre, så jeg hvert år turneringen på tv. Derfor føler jeg, at jeg ved alt om banen,« siger Thorbjørn Olesen.

Thorbjørn Olesen under træningen forud Masters, der indledes torsdag i Georgia, USA.
Thorbjørn Olesen under træningen forud Masters, der indledes torsdag i Georgia, USA. Foto: Kevin C. Cox
Vis mere

Thorbjørn Olesen skal spille førstedagens første 18 huller i selskab med amerikaneren Kevin Na og den tidligere Masters-vinder José Maria Olazabal fra Spanien.

»Jeg glæder mig rigtig meget. Tidligere var The Open den mest betydningsfulde turnering for mig. Men de seneste år er jeg blevet mere og mere vild med Masters,« siger Thorbjørn Olesen.

Han er ikke den eneste dansker, der deltager i Masters.

Således har formstærke Lucas Bjerregaard, 27, for første gang i sin karriere fået adgangsbillet til den traditionsrige turnering, hvor han torsdag spiller de 18 huller sammen med Emiliano Grillo og Branden Grace.

Lucas Bjerregaard sammen med sin caddie forud de næste dages Masters-turnering på Augusta-banen i Georgia, USA.
Lucas Bjerregaard sammen med sin caddie forud de næste dages Masters-turnering på Augusta-banen i Georgia, USA. Foto: Andrew Redington
Vis mere

»Det er fantastisk, at to danskere er med i dette års Masters. Bjerregaard kommer med en frisk fjerdeplads ved 'WGC - Dell Technologies Match Play'. Det har utvivlsomt givet ham masser af selvtillid,« siger Jeppe Huldahl, der sideløbende med sin karriere som professionel golfspiller er ekspertkommentator på GolfTV samt Eurosport.

Ikke desto mindre giver han Thorbjørn Olesen bedre muligheder for at levere et topresultat.

»Thorbjørns større kendskab til Augusta-banen kan blive udslagsgivende. Samtidig tror jeg, at det er en motivationsfaktor for Thorbjørn, at han på verdensranglisten netop er blevet distanceret af Lucas. De to spillere træner jævnligt med hinanden, og jeg er overbevist om, at Lucas er kommet med hentydninger til, at Thorbjørn i øjeblikket 'kun' er den næstbedste danske golfspiller. Bemærkninger af den art vil være med til at sætte Thorbjørn op,« siger Jeppe Huldahl.

Og hvem vinder så dette års udgave af Masters, hvor amerikaneren Patrick Reed triumferede i fjor?

Amerikaneren Patrick Reed vandt Masters i fjor.
Amerikaneren Patrick Reed vandt Masters i fjor. Foto: ANDREW REDINGTON
Vis mere

»Rory McIlroy er vel favorit. Men en spiller som Tiger Woods skal ikke afskrives. Ham ved man aldrig helt, hvor man har. Nogle dage spiller han forrygende. Andre dage diametral anderledes,« siger Jeppe Huldahl.

Masters kan frem til søndag følges i direkte transmissioner på TV3 Sport og streamingtjenesten viaplay.dk.