Thorbjørn Olesen sluttede som delt nummer 34 i European Tour-turneringen BMW International i München.

München. Golfspilleren Thorbjørn Olesen sluttede som bedste dansker, da han søndag rundede en svingende præstation af ved European Tour-turneringen BMW International i München.

Olesen, der lå nummer tre efter første runde, sluttede som delt nummer 34 efter en afsluttende runde i par. Dermed endte han i samlet fem slag under par.

Jeff Winther sluttede knap så godt af med en runde i to slag over par. Hans facit blev fire slag under par, hvilket rakte til en placering som delt nummer 44.

Lucas Bjerregaard havde ikke nogen god søndag. Med en runde i fire slag over par leverede han sin dårligste i turneringen og sluttede på 59.-pladsen.

Turneringen sluttede i triumf for argentineren Andres Romero, der endte i 17 slag under par.

Det var et slag bedre end blandt andre spanieren Sergio Garcia.

/ritzau/