Den danske golfspiller Thomas Bjørn, der i fjor som kaptajn førte Europa til en meriterende sejr i Ryder Cup over USA, er på vej med en ny bog. Den udkommer 30. maj og bærer titlen »Mind Game: The Secrets of Golf's Winners«.

»Jeg skriver den sammen med Michael Calvin (journalist på dagbladet The Times, red.), der tidligere har stået bag en del fodboldbøger. Men det er ikke en selvbiografi, og ej heller en bog udelukkende om sidste års Ryder Cup-triumf set gennem mine øjne,« siger 48-årige Thomas Bjørn til B.T. og tilføjer:

»I stedet forsøger vi at fortælle historien om, hvad man som professonel golfspiller må gå i gennem. I nogle perioder går det let for én, mens det i andre føles tungt. En af de ting jeg selv har lært er, at der ikke er nogle hurtige løsninger. Det meste er hårdt arbejde. De første fire kapitler handler om mig selv, mens 14 andre spillere - heriblandt Martin Kaymar og Henrik Stenson - optræder i hvert af de øvrige kapitler.«

Thomas Bjørn lægger ikke skjul på, at han forventer sig meget af udgivelsen.

Sådan fejrede Thomas Bjørn & co. sidste års Ryder Cup-triumf i Paris.
Sådan fejrede Thomas Bjørn & co. sidste års Ryder Cup-triumf i Paris. Foto: FRANCK FIFE
Vis mere

»Skal jeg sige det selv, synes jeg, at det er blevet et interessant værk, hvor jeg fortæller om min store kærlighed til golfsporten, som jeg har spillet siden jeg var tre-fire år. Skal man have succes, er det glæden, jeg allerede havde dengang til at slå til bolden, der skal findes frem,« siger han.

Det er Thomas Bjørns intention, at andre end golfspillere kan finde inspiration i bogens indhold.

»Jeg tror, at golfspilleres reaktion på det, der sker omkring dem, kan relateres til det andre mennesker oplever. Hvis man ikke har en kærlighed til sporten, er det min påstand, at man ikke kan nå toppen,« siger Thomas Bjørn.

Det er ikke første gang, at Thomas Bjørn har optrådt i en bogudgivelse. Blandt andet er han i »The Great Dane« - af forfatteren Jens Christensen - blevet beskrevet.