Den danske golfspiller er på en delt 11.-plads, før sidste runde af årets første majorturnering.

Golfspilleren Nanna Koerstz Madsen er på vej mod sit hidtil bedste resultat i denne sæson.

Hendes bedste resultat i år er en delt 28.-plads, men efter tredje runde af majorturneringen ANA Inspiration i Californien er hun på en delt 11.-plads, og hun er bare et slag fra at knibe sig ind i top-10.

Nanna Koerstz Madsen er samlet fem slag under par. Lørdag lavede hun fem birdies, men scorekortet indeholdt også to bogeys samt en dobbeltbogey.

Hun er dog langt fra førstepladsen, som fortsat indtages af den 21-årige Patty Tavanakit fra Thailand i 14 slag under par.

Tavanakit debuterede på LPGA-touren i 2020 og har stadig sin første turneringssejr til gode.

Lørdag lagde hun ud med tre birdies på de første tre huller og føjede endnu en til på niende hul. På de afsluttende ni blev det til yderligere tre birdies samt to bogeys. Hun har et forspring på fem slag til de nærmeste forfølgere.

Feltets anden dansker, Nicole Broch Larsen, er på en delt 61.-plads.

/ritzau/