Golfstjernen Tiger Woods er tilsyneladende rejst ud af USA, efter han i lørdags blev anholdt for at have kørt bil i påvirket tilstand.

Det skriver mediet TMZ, som nu kan berette, at den legendariske golfspillers privatfly er landet i Europa.

Tiger Woods blev anholdt og sigtet for at have kørt i påvirket tilstand og for at nægte at aflægge en urintest.
Tiger Woods blev anholdt og sigtet for at have kørt i påvirket tilstand og for at nægte at aflægge en urintest. Foto: Joe Raedle/AFP/Ritzau Scanpix

Mere specifikt skulle flyet være landet i den schweiziske storby Zürich fredag morgen.

Mediet understreger, at de ikke har fået bekræftet, at Tiger Woods var ombord på flyet.

Tidligere på ugen kunne samme medie dog berette, at Tiger Woods af en amerikansk dommer har fået tilladelse til at rejse til udlandet for at søge behandling.

»Jeg trækker mig i en periode for at søge behandling og fokusere på mit helbred. Dette er nødvendigt for at jeg kan prioritere mit velbefindende og arbejde hen imod varig bedring,« lød det onsdag fra golfstjernen i et opslag på hans sociale medier.

Under ulykken i Florida endte Tiger Woods' bil med at rulle om på den ene side.
Under ulykken i Florida endte Tiger Woods' bil med at rulle om på den ene side. Foto: Martin County Sheriff's Office/Reuters/Ritzau Scanpix

TMZ skriver, at der i Zürich ligger flere anerkendte og luksuriøse rehabiliteringsklinikker.

Det var fredag den 27. marts, det kom frem, at Tiger Woods havde været involveret i en trafikulykke, hvor hans bil var blevet rullet om på siden.

I forbindelse med ulykken blev Tiger Woods anholdt og sigtet for at køre i påvirket tilstand og for at nægte at lægge en lovpligtig urintest.

Den 24-dobbelte vinder af PGA-tour turneringer kom ikke noget til i forbindelse med ulykken.