Rory McIlroy ligger på delt fjerdeplads før sidste runde af US Open. Han jagter første majorsejr siden 2014.

Den nordirske golfstjerne Rory McIlroy kan med rette drømme om at vinde sin første major siden 2014 takket være en solid tredje runde ved US Open.

Natten til søndag dansk tid leverede McIlroy således en af finalefeltets bedste runder, da han klarede de 18 huller i San Diego i Californien i bare 67 slag - fire slag under banens par.

Dermed ligger nordireren på en delt fjerdeplads før søndagens finalerunde to slag efter de tre førende spillere: Canadieren Mackenzie Hughes, sydafrikaneren Louis Oosthuizen og amerikaneren Russell Henley.

- Det er en af de bedste golfrunder, jeg har spillet i et stykke tid, siger Rory McIlroy efter tredje runde af majorturneringen.

Den 32-årige nordirer vandt US Open tilbage i 2011. Han har i alt vundet fire majortitler, men den seneste ligger helt tilbage i 2014, da han vandt PGA Championship.

Derfor vil McIlroy heller ikke tage glæderne på forskud under årets tredje golfmajor.

- Jeg er bare glad for, at jeg har en chance for at vinde og være i en af finalegrupperne, siger han.

Den upåagtede amerikaner Russell Henley har ført turneringen siden første dag. Efter anden runde delte han føringen med den relativt ukendte Richard Bland, men på tredje runde lørdag gik den 48-årige britiske veteran ned med flaget.

Bland, der ligger nummer 115 på verdensranglisten, lavede således hele seks bogeys på de 18 huller og faldt hele vejen ned på en delt 21.-plads.

Blandt de andre forhåndsfavoritter til US Open ligger Bryson DeChambeau, Jon Rahm, Dustin Johnson og Collin Morikawa alle fint med fremme i feltet før finalerunden.

Der spilles om i alt 12,5 millioner dollar (cirka 78 millioner kroner) ved turneringen, hvoraf 2,25 millioner (godt 14 millioner kroner) går til vinderen.

/ritzau/