Lasse Jensen er klar til finalerunden i Alfred Dunhill Links Championship, men han ligger langt fra toppen.

St. Andrews. Man må kigge langt efter dansk succes, når European Tour-turneringen Alfred Dunhill Links Championship slutter søndag.

Thorbjørn Olesen missede cuttet til søndagens finalerunde, mens Lasse Jensen lige netop klarede det.

Sidstnævnte er dog langt fra toppen i turneringen, der afvikles på tre forskellige baner i Skotland; Old Course St. Andrews, Carnoustie og Kingsbarns.

Lasse Jensen gik tredje runde i 72 slag svarende til banens par. Dermed befinder han sig fortsat i fire slag under par samlet.

Thorbjørn Olesen sluttede af med en runde i 73 slag og havnede samlet i to slag under par. Dermed var han to slag fra at klare cuttet.

Anders Hansen og Lucas Bjerregaard sluttede endnu længere tilbage i feltet i henholdsvis samlet par og tre slag over par.

Englænderen Tyrrell Hatton har kurs mod sejren, da han inden de sidste 18 huller fører med fem slag til den nærmeste konkurrent.

Tyrrell Hatton vandt turneringen sidste år, mens Thorbjørn Olesen triumferede i 2015.

/ritzau/