Golfspilleren Lasse Jensen måtte som mange andre gå i klubhuset før tid ved Dubai Desert Classic.

Dubai. Golfspilleren Lasse Jensen holder sig fremme i toppen af feltet ved Dubai Desert Classic på European Tour.

Fredag nåede danskeren at færdigspille 13 huller, inden runden blev afbrudt på grund af tåge og mørke.

Lasse Jensen var på det tidspunkt to slag under par på dagen, og samlet er han ni slag under par.

Det rækker til en delt ottendeplads, men alle spillere er altså ikke færdige med runden.

Danskeren fik ellers en skidt start på fredagens runde, da han lavede en dobbeltbogey på andet hul. Det samme hul havde torsdag voldt ham vanskeligheder på første runde, hvor han lavede en bogey.

Lasse Jensen kom dog fint tilbage, og han fik lavet fem birdies, der blev suppleret af en enkelt bogey, inden han måtte gå i klubhuset før tid.

Han er fire slag efter waliseren Jamie Donaldson, der nåede at gå alle 18 huller på fredagens runde.

Thorbjørn Olesen nåede at færdigspille ni huller, og han ligger på en delt 14.-plads, et slag efter Lasse Jensen.

Thomas Bjørn, der vandt Dubai Desert Classic tilbage i 2001, nåede lige som Lasse Jensen at spille 13 huller fredag.

Thomas Bjørn er samlet i tre slag under par.

Lucas Bjerregaard, der mangler at færdiggøre seks huller, er samlet i to slag under par, mens Søren Kjeldsen ligger i den tunge ende af feltet.

Danskeren har gået to runder i 72 slag, der er identisk med banens par.

/ritzau/