En dobbelt bogey kostede Lasse Jensen dyrt. Nu er Lucas Bjerregaard i stedet bedste dansker i Malaysia.

Kuala Lumpur. Torsdag banede golfspilleren Lasse Jensen sig vej til top-10 med en stærk afslutning på første runde af European Tour-turneringen Maybank Championship i Malaysia, men fredag faldt han igen tilbage i stillingen.

Jensen gik anden runde i 73 slag, hvilket svarer til et slag over par. Det var seks slag svagere end hans første runde.

Særligt trak det fra, at Lasse Jensen på tiende hul lavede en dobbelt bogey, inden han fulgte op med en bogey.

Han er nu i samlet fire slag under par, hvilket rækker til en delt 29.-plads efter anden runde.

Feltets anden dansker, Lucas Bjerregaard, er lidt bedre med. Han er sammenlagt ét slag bedre end sin landsmand efter en runde i 70 slag fredag.

Bjerregaard placerer sig på en delt 19.-plads i den samlede stilling.

Begge danskere klarer cuttet til weekendens finalerunder, der slutter på søndag i Kuala Lumpur.

Her fører Bernd Wiesberger feltet an med en samlet score i 12 slag under par. Østrigeren tordnede til tops med en anden runde i hele ni slag under par.

/ritzau/