Golfspilleren Nanna Koerstz Madsen ligger nummer fire i stillingen ved LPGA-turneringen i Indianapolis.

Den danske golfspiller Nanna Koerstz Madsen tog lørdag et flot spring frem i stillingen ved LPGA-turneringen i Indianapolis i den amerikanske delstat Indiana.

Hun gik turneringens tredje runde i 64 slag - hendes hidtil bedste - og avancerede fra en delt 15.-plads til en fjerdeplads.

Hun befinder sig i sammenlagt 12 slag under par, mens den førende, Mi Jung Hur fra Sydkorea, er i sammenlagt 17 slag under par.

Nanna Koerstz Madsen lå torsdag på en delt andenplads efter en formidabel første runde i turneringen Indy Women in Tech Championship.

Den anden danske deltager, Nicole Broch Larsen, havde en knap så god runde lørdag. Hun skulle bruge 71 slag på de 18 huller.

Dermed faldt hun ti pladser tilbage. Hun ligger nu på en delt 25.-plads.

Den fjerde og sidste runde spilles søndag.

Turneringen har en samlet præmiepulje på to millioner dollar. Det svarer til cirka 13,7 millioner danske kroner.

/ritzau/