Søren Kjeldsen er eneste dansker i aktion i årets første major i golf. Han prøver at ramme spændingsniveauet.

Augusta. Formen er opadgående, scorerne går den rigtige vej, og Søren Kjeldsen er ved at finde sig til rette i USA. Alt sammen gode tegn før årets første major-turnering, US Masters, går i gang torsdag.

Men der er også faresignaler med i bagagen.

Turneringens eneste danske spiller ved, at han skal holde perfektionismen i stram snor for at undgå at bukke under for den, når han slår ud på den legendariske bane i Augusta.

- Jeg vil have, at alting er perfekt, fordi jeg virkelig gerne vil spille godt.

- Hele udfordringen for mig bliver at prøve at fjerne presset så meget som muligt og nyde, jeg er der.

- Heldigvis er sidste år frisk i erindringen, så jeg ved, hvad der er på spil, men ubevidst lægger jeg mere pres på mig selv, siger Søren Kjeldsen.

Sidste år sluttede han på en flot syvendeplads.

I år har han spillet hele sæsonen i USA, og efter en svær start med missede cuts på stribe har resultaterne været i stærk bedring. Senest med en delt femteplads i WGC Match Play, hvor danskeren besejrede blandt andre verdensstjernen Rory McIlroy.

Men optakten til Masters er ikke gået helt som ønsket.

- Jeg kan mærke, at det samme er i spil nu som sidste år. Jeg vil gerne have, at alt er perfekt, og det er det ikke. Og jeg vil gerne være super godt forberedt, når jeg kommer derover. Men det fornemmelse kommer jeg ikke med, siger Søren Kjeldsen.

I ugen op til afrejsen kørte træningen ikke optimalt, og anspændtheden er på spil.

- Sidste år havde jeg også en uge forinden, hvor jeg fik kørt mig selv helt op, og alt skulle være perfekt, og da jeg så skulle afsted, havde jeg næsten ikke lyst, siger Søren Kjeldsen.

Dengang ordnede han det med en god mentalsnak og fik perspektiv på tingene, og det endte med en "fantastisk uge".

I år har han taget blandt andre både sin familie og mentaltræner med til USA.

- Også familien er med at til kunne afdramatisere det hele lidt, for jeg bliver meget intens og perfektionistisk, og det hjælper ikke nødvendigvis på min præstation, når jeg er ved turneringen.

- Det er fint nok til træningen, men når jeg er derude, skal jeg gøre alt, hvad jeg kan, for at få skuldrene lidt ned og nyde situationen. Det hjælper generelt på præstationen, siger Søren Kjeldsen.

/ritzau/