En ny weekend, en ny flot placering til Rasmus Højgaard i en European Tour-turnering.

Søndag tog den danske golfkomet en tredjeplads i English Championship efter en stærk sidste runde, som Højgaard gennemførte i syv slag under par.

Det bragte altså danskeren op på turneringens tredjeplads – det andet top-3-resultat for Højgaard, efter at European Tour blev sat i gang igen efter coronapausen for et par uger siden.

I den første turnering i slutningen af juli blev det til en andenplads, hvorefter Højgaard i sidste weekend blev delt sekser.

»Jeg har været stabil. Jeg har haft et par gode uger og været glad for, den retning mit spil har taget,« siger Rasmus Højgaard i et interview på European Tours hjemmeside.

De mange flotte resultater betyder, at Højgaard nu har sikret sig deltagelse i sin første majorturnering. Danskeren har indløst billet til US Open i september.

På søndagens finalerunde lavede Rasmus Højgaard syv birdies, mens de 11 andre huller blev klaret i par.

Martin Simonsen var inden fjerde runde bedst placerede dansker i English Championship, men efter at have gået de sidste 18 huller i to slag over par endte Simonsen på en delt 26.-plads i samlet 12 slag under par.

Det gjorde Rasmus Højgaards tvillingebror, Nicolai, også.

Engelske Andy Sullivan gik ind til finalerunden med en komfortabel føring på førstepladsen og holdt den til slut.

Thorbjørn Olesen var også med i de sidste runder og sluttede på en delt 34.-plads. Joachim B. Hansen endte på delt 53.-plads.

Søren Kjeldsen, Benjamin Poke og Thomas Bjørn klarede ikke cuttet fredag.

/ritzau/