Golfspilleren Jeff Winther sad indespærret på hoteltoilet, inden han sikrede karrierens største triumf.

Den danske golfspiller Jeff Winther tager et gigantspring frem på den opdaterede verdensrangliste efter søndagens triumf i Mallorca Golf Open, hans første på European Tour.

Winther avancerer 145 pladser og hopper fra positionen som verdens nummer 307 til 162.-pladsen.

Dermed er han tredjebedste dansker på listen efter Rasmus Højgaard, der ligger nummer 97, og Marcus Helligkilde, som indtager positionen som nummer 131.

Winther fik dog en noget særpræget optakt til søndagens sidste runde på Mallorca.

Sammen med sin kone kom han til at låse sig inde på hotelværelsets toilet, og de kunne ikke låse sig ud igen, fortæller han i et interview med European Tour.

»Jeg tænkte: 'ikke i dag, ikke søndag – du fører for pokker den her turnering, og det er ikke sikkert, du når frem til starten'. Sikke en morgen, det var,« siger Jeff Winther.

Han måtte få sin seksårige datter til at løbe ned efter hjælp i receptionen, så døren kunne brydes op, og på den måde kom Winther ud i tide efter 40-45 minutter på toilettet.

Winther vurderer dog, at seancen var med til at dulme nerverne før det, der skulle blive karrierens største golfdag.

Den 33-årige Winther sluttede i samlet 15 slag under par efter fire dages golf i Mallorca Golf Open, og det var et slag bedre end de nærmeste konkurrenter.

Med sejren fulgte en præmiecheck på 150.940 euro svarende til 1,123 millioner kroner.

/ritzau/