Den sidste tilbageværende dansker i Scottish Open, Jeff Winther, gik tredje runde i tre slag under par.

Jeff Winther holder fanen højt som den sidste tilbageværende dansker i golfturneringen Scottish Open.

Winther gik tredje runde lørdag i tre slag under par og er nu samlet ti slag under par i European Tour-turneringen. Det rækker til en delt 38.-plads inden søndagens fjerde og sidste runde.

Scottish Open, der spilles på The Renaissance Clubs bane i North Berwick, føres af østrigske Bernd Wiesberger, der i slutningen af maj vandt Made in Denmark. Han er hele 20 slag under par.

Winther lagde ud lørdag med to birdies på de to første huller. På fjerde hul blev det til en bogey, inden danskeren igen på ottende hul lavede en birdie. 14.-hul bød også på en birdie.

Lucas Bjerregaard, Joachim B. Hansen og Søren Kjeldsen klarede ikke cuttet fredag og er ikke med i weekendens finalerunder.

Thomas Bjørn var også med i Scottish Open, men trak sig fredag. Den danske golfveteran har ellers stolte traditioner i den skotske turnering, som han vandt i 1996 og blev nummer to i fem år senere.

Scottish Open er med en samlet præmiepulje, på hvad der svarer til lidt over 46 millioner kroner, en af årets mest lukrative turneringer på European Tour i 2019.

/ritzau/