Francesco Molinari vandt majorturneringen British Open efter en fejlfri finaleweekend på Carnoustie-banen.

Carnoustie. Tiger Woods var med fremme. Jordan Spieth ligeså. Og sågar Rory McIlroy.

Men det blev italienske Francesco Molinari, som vandt majorturneringen British Open søndag aften.

Det var Molinaris første majorsejr i golfkarrieren. Og det var også den første italienske sejr i en major nogensinde.

35-årige Molinari, som er nummer 15 i verden, var fejlfri i weekendens finalerunder, hvor han ikke lavede en eneste bogey.

Med samlet 276 slag var han to slag bedre end nordirske Rory McIlroy, briten Justin Rose samt amerikanerne Xander Schauffele og Kevin Kisner.

Tiger Woods endte tre slag efter vinderen og blev delt sekser. På et tidspunkt var den amerikanske stjerne dog alene i front, men en dobbeltbogey på hul 11 og en bogey på hul 12 ødelagde det for den tidligere verdensetter.

Jordan Spieth, som var forsvarende mester, var også længe med helt fremme, men han sluttede dårligt af og endte som delt nier.

Spieth endte med at gå finalerunden i fem slag over par, og dagen bød på både tre bogeys og en dobbeltbogey.

På søndagens finalerunde var Molinari derimod meget stabil, og han leverede en runde i to slag under banens par.

De første 13 huller endte alle i banens par for italieneren, som manglede den sidste skarphed på de birdiechancer, der opstod. Men skarpheden dukkede op til slut.

Italieneren sluttede af med to birdies på de sidste fem huller, og det var mere end nok til at tage sejren.

Molinari knyttede næven på 18. hul, da det blev til en afsluttende birdie, som var med til at sætte det hele på plads.

Danske Thorbjørn Olesen leverede også flot golfspil over fire dage og endte fem slag efter vinderen på en delt placering som nummer 12.

/ritzau/